I går var jeg til en session hos Karsten Schnack, der, som de fleste lærere nok ved, er en kapacitet indenfor den didaktiske verden. Egentlig var emnet handlekompetence, men Schnack kom også kort ind på erfaringspædagogik. Jeg har altid været en stor, men måske ret ureflekteret fan af Dewey, og derfor var det lidt af en øjenåbner, at høre Schnacks vinkel.
For de uindviede bør jeg lige forklare, hvad erfaringspædagogik går ud på. Helt kort kan det sammenfattes i sloganet: ”Learning by doing” – altså, tanken om, at det er lettere at internalisere viden man har oplevet, end viden man læser om i en bog eller får fortalt. Det er en sandhed, som de fleste nok kan nikke genkendende til. Enhver som er forælder til teenagere ved hvor irriterende det er, at deres poder ikke vil lytte, men insisterer på at gøre sine egne erfaringer: ”No one can be told what the Matrix is. You have to see it for yourself.”
Dette er selvfølgelig problematisk set ud fra et læringsperspektiv. Betyder det, at man først rigtig forstår tingene til fulde, når man har oplevet dem selv?
Det er let at se, hvordan rollespil passer ind i denne problmatik. Her er et medie, der, næsten på første hånd, kan give eleverne en oplevelse. Her er netop tale om praktiske, håndgribelige oplevelser, hvor krop og følelse også kommer i spil. Når man rollespiller, at man er en fattig fisker i Nordnorge under besættelsestiden. Eller at man er en rig dame fra Hellerup, der sidder trygt i sit elfenbenstårn. Eller Julius Cæsar, der bliver stukket i ryggen af sin plejesøn, for den sags skyld.
Problemet med disse rollespil er bare, at de ikke nødvendigvis er erfaringer. De er oplevelser. Oplevelser er ureflekterede, og derfor er der intet, der garanterer, at læringen nongensinde bliver bevidst.
Schnack definerer erfaring som reflekteret oplevelse – det vil sige en oplevelse, der er kvalificeret gennem reflektion. OK. Så vi rollespiller først, og bagefter hjælpes vi ad med at reflektere over oplevelsen. Er alt så bare fjong?
Helt så enkelt er det desværre ikke. For den viden, vi tilegner os fra bøger, har nogle kvaliteter, som de erfaringer, vi oplever på egen krop, ikke kan leve op til. Den teoretiske viden har jo som ideal at præsentere verden på en så objektiv og faktuel måde som overhovedet muligt. Personlige erfaringer er til gengæld – ifølge sagens natur – subjektive. De er særdeles farvet af perspektivet (nogle ville sikkert sige, at det er al viden, men det er en anden diskussion), og er ikke særligt brugbare som generelle betragtninger.
Den kritiske erfaringspædagogiks mål, sådan som Schnack præsenterede det, handler om at overvinde den parallelitet, der skiller erfaringsviden fra ”bogviden”. Målet er at sætte sig ud over den erfaringsorienterede, induktivistiske pædagogik, sådan som vi kender den fra eksempelvis Tvind (men også værkstedsbaseret undervisning), og at forbinde de erfaringer, vi gør, med teoretisk viden og indsigt.
Så der har vi altså en lille opgave til lærerne – at omsætte disse tanker til undervisningspraksis!
15.2.06
The final countdown
Engang i 1998 fik Olav Junker Kjær den fantastiske idé at lave et scenariebibliotek, der skulle præservere de 100 bedste danske con-scenarier. Dengang blev der trukket hånligt på skuldrene af ham, fordi det var et så uoverskueligt projekt, at de færreste kunne forestille sig at det nogensinde ville blive en realitet.
Men lo and behold! Det var faktisk Olavs urimeligt urealistiske idé, der gik hen og blev til Projekt R’lyeh, og som mange rollespillere vil vide, har projektet udviklet sig til en stor succes.
Det skal dog ikke benægtes, at Rylle (som det hurtigt blev til blandt os interne) til tider har trukket tænder ud. I 1998 var de to største udfordringer teknikken og at få fat i scenarierne. De fleste scenarier fandtes dengang ikke i elektronisk format, så vi måtte sammenstykke papirversionerne fra folks respektive gemmer. Det kunne være et rent detektivarbejde at finde frem til forhenværende spilledere eller pensionerede forfattere. For slet ikke at tale om, at samarbejdsviljen ikke altid var optimal – det var ikke alle forfattere, der syntes Projekt R’lyeh var en god idé. Vi brugte OCR-programmer til at scanne tekster ind, altså tekstgenkendelsesprogrammer, men de var ikke særligt gode, og efterlod os med et stort redigeringsarbejde. Derefter rekonstruerede vi layouts – til punkt og prikke. I ”Tropical Zombies” gjorde jeg mig for eksempel umage med at finde noget toiletpapir, der lignede det Morten Fredberg-Holm havde brugt i det oprindelige layout!
Nå, men det blev heldigvis lettere med årene på den tekniske front, eftersom forfattere lærte selv at lave PDF-versioner af deres scenarier, og lagde dem on-line. Pludselig var scenarierne kun et klik væk. Få timer efter at Michael Erik Næsby havde vundet Ottoen for Bedste Scenarie for ”Messe for en Galning” i 2000, lå det på Projekt R’lyeh - og herefter gik det kun fremad.
Til gengæld stod vi overfor et dilemma. Mens projektet var undervejs, kom der nemlig nye scenarier til, som var bedre end de gamle. Fra 1995 og til 2005 kom con-scenarier ind i en rivende udvikling, og dette betød, at nogle af de scenarier, som gamle congængere huskede som blandt deres største oplevelser, rent faktisk kun var af historisk interesse, når man tog dem op igen. Det var pludselig et problem, at Olav i sin tid havde sagt ”de 100 bedste scenarier” – for nu var nogle af de scenarier, som vi før havde betragtet som banebrydende, bare håbløst umoderne. Hvad skulle vi så gøre? Skulle de nye scenarier presse de gamle ud?
Jeg tror ikke der var nogen af os, der var indstillet på at vedligeholde databasen i al evighed. De scenarier, der er lagt på Projekt R’lyeh, forbliver på projekt R’lyeh – og sådan er det. Men indtil vi har nået det magiske runde tal, vil vi altid udvælge scenarierne blandt de 100 bedste eksisterende scenarier, og ”historisk interessant” er ikke en gyldig kvalitet i sig selv. Sidenhen kan det godt være, at databasens scenarier bliver forældede – men det er der ikke noget at gøre ved.
Det er blevet diskuteret på RPGForum hvorvidt vi ”ryller” virkelig er i stand til at overskue alle scenarier, der nogensinde er skrevet. Svaret er selvfølgelig: gu’ kan vi ej. Derfor forlader vi os på anbefalinger. Vi læser alt hvad vi får anbefalet, og derudover er vi så heldige, at vi har haft folk siddende i juryerne på både Fastaval og Viking-Con. Vi har med andre ord fået læst en farlig masse scenarier i årenes løb! Kan der være et superfedt scenarie derude, som vi har overset? Helt sikkert. Men på den anden side er det jo vigtigt for scenarier på Projekt R’lyeh, at de kan stå alene - og det kræver, at scenariet er skrevet til en con, der har tradition for skriftlighed. Det er i særdeleshed Fastaval, Spiltræf - og til dels Viking-Con. Med andre ord: nogle conner, som vi har rigtig god føling med.
Betyder det så, at vi bedømmer folks scenarier uden at spørge dem om lov først? Ja, det gør vi. Hvis folk har gjort deres scenarier offentlige på en con eller et website, må de finde sig i, at vi bedømmer dem. Så måske har vi bedømt dit scenarie. Du får det kun at vide, hvis det bliver godkendt til R’lyeh.
Nå. Men fast foreward til 2006. Der mangler snart kun 10 scenarier, før Projekt R’lyeh runder 100 scenarier. Jeg vil ikke sige for meget, for spændingen skulle nødig ødelægges, men nogle af de sidste scenarier har ventet meget længe på at blive del af ’the final countdown’.
Det er selvfølgelig en rigtig fed fornemmelse, at vi er så tæt på den oprindelige målsætning. Men der dukker jo et vigtigt spørgsmål op:
Hvem skal løfte arven fra R’lyeh?
Men lo and behold! Det var faktisk Olavs urimeligt urealistiske idé, der gik hen og blev til Projekt R’lyeh, og som mange rollespillere vil vide, har projektet udviklet sig til en stor succes.
Det skal dog ikke benægtes, at Rylle (som det hurtigt blev til blandt os interne) til tider har trukket tænder ud. I 1998 var de to største udfordringer teknikken og at få fat i scenarierne. De fleste scenarier fandtes dengang ikke i elektronisk format, så vi måtte sammenstykke papirversionerne fra folks respektive gemmer. Det kunne være et rent detektivarbejde at finde frem til forhenværende spilledere eller pensionerede forfattere. For slet ikke at tale om, at samarbejdsviljen ikke altid var optimal – det var ikke alle forfattere, der syntes Projekt R’lyeh var en god idé. Vi brugte OCR-programmer til at scanne tekster ind, altså tekstgenkendelsesprogrammer, men de var ikke særligt gode, og efterlod os med et stort redigeringsarbejde. Derefter rekonstruerede vi layouts – til punkt og prikke. I ”Tropical Zombies” gjorde jeg mig for eksempel umage med at finde noget toiletpapir, der lignede det Morten Fredberg-Holm havde brugt i det oprindelige layout!
Nå, men det blev heldigvis lettere med årene på den tekniske front, eftersom forfattere lærte selv at lave PDF-versioner af deres scenarier, og lagde dem on-line. Pludselig var scenarierne kun et klik væk. Få timer efter at Michael Erik Næsby havde vundet Ottoen for Bedste Scenarie for ”Messe for en Galning” i 2000, lå det på Projekt R’lyeh - og herefter gik det kun fremad.
Til gengæld stod vi overfor et dilemma. Mens projektet var undervejs, kom der nemlig nye scenarier til, som var bedre end de gamle. Fra 1995 og til 2005 kom con-scenarier ind i en rivende udvikling, og dette betød, at nogle af de scenarier, som gamle congængere huskede som blandt deres største oplevelser, rent faktisk kun var af historisk interesse, når man tog dem op igen. Det var pludselig et problem, at Olav i sin tid havde sagt ”de 100 bedste scenarier” – for nu var nogle af de scenarier, som vi før havde betragtet som banebrydende, bare håbløst umoderne. Hvad skulle vi så gøre? Skulle de nye scenarier presse de gamle ud?
Jeg tror ikke der var nogen af os, der var indstillet på at vedligeholde databasen i al evighed. De scenarier, der er lagt på Projekt R’lyeh, forbliver på projekt R’lyeh – og sådan er det. Men indtil vi har nået det magiske runde tal, vil vi altid udvælge scenarierne blandt de 100 bedste eksisterende scenarier, og ”historisk interessant” er ikke en gyldig kvalitet i sig selv. Sidenhen kan det godt være, at databasens scenarier bliver forældede – men det er der ikke noget at gøre ved.
Det er blevet diskuteret på RPGForum hvorvidt vi ”ryller” virkelig er i stand til at overskue alle scenarier, der nogensinde er skrevet. Svaret er selvfølgelig: gu’ kan vi ej. Derfor forlader vi os på anbefalinger. Vi læser alt hvad vi får anbefalet, og derudover er vi så heldige, at vi har haft folk siddende i juryerne på både Fastaval og Viking-Con. Vi har med andre ord fået læst en farlig masse scenarier i årenes løb! Kan der være et superfedt scenarie derude, som vi har overset? Helt sikkert. Men på den anden side er det jo vigtigt for scenarier på Projekt R’lyeh, at de kan stå alene - og det kræver, at scenariet er skrevet til en con, der har tradition for skriftlighed. Det er i særdeleshed Fastaval, Spiltræf - og til dels Viking-Con. Med andre ord: nogle conner, som vi har rigtig god føling med.
Betyder det så, at vi bedømmer folks scenarier uden at spørge dem om lov først? Ja, det gør vi. Hvis folk har gjort deres scenarier offentlige på en con eller et website, må de finde sig i, at vi bedømmer dem. Så måske har vi bedømt dit scenarie. Du får det kun at vide, hvis det bliver godkendt til R’lyeh.
Nå. Men fast foreward til 2006. Der mangler snart kun 10 scenarier, før Projekt R’lyeh runder 100 scenarier. Jeg vil ikke sige for meget, for spændingen skulle nødig ødelægges, men nogle af de sidste scenarier har ventet meget længe på at blive del af ’the final countdown’.
Det er selvfølgelig en rigtig fed fornemmelse, at vi er så tæt på den oprindelige målsætning. Men der dukker jo et vigtigt spørgsmål op:
Hvem skal løfte arven fra R’lyeh?
12.2.06
Øv, den dumme publikumspris
Og nu til noget helt andet: Fastaval. I år har jeg igen fået lov at være dommer på Danmarks mest artsy con, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Det forpligter dog også til at holde øje med, hvad der foregår, hvilket min overdommer – Max Møller – har gjort opmærksom på. Lige nu raser en debat på RPGForum om jubilæumsottoen, et koncept som d’herrer Klaus Meier og Mikkel Bækgaard har fundet på. Opsummerende handler det alt sammen om, at KM og BM har sendt mails ud til en række rollespillere, og bedt dem om at skrive fem forslag til ”bedste scenarie nogensinde”. De fem fedeste scenarier vil så blive sat op og spillet om søndagen på Fastaval, hvor spillerne vil have lejlighed til at stemme på dem.
Denne procedure er der nogle, der er blevet sure over.
Altså. Det sjove er jo, at idéen minder rigtig meget om publikumsprisen – og den er der ikke nogen, der gider hidse sig op over. Måske bortset fra mig.
Rollespil er og bliver ikke et særligt massevenligt medie. Det foregår mellem forholdsvis få mennesker, og oplevelsen er så flygtig, at den defacto kun eksisterer i nuet. Jovist kan man skrive noget ned – men man kan jo forestille sig, hvor forskellig Ibsens ”Et Dukkehjem” ville se ud, hvis stykket blev sat op af henholdsvis Lars v. Trier eller Bille August. I rollespil er alle spillerne forskellige fra gang til gang, og derfor er scenarieoplevelsen også meget forskellig. Heraf kan man naturligvis konkludere, at mens det giver en del mening at sammenligne den nedskrevne del af et scenarie, giver det ingen, whatsoever, mening at sammenligne forskellige personers scenarieoplevelser. Der er alt for mange variable faktorer, når man spiller rollespil, og selve scenarieforfatterens oplæg er kun én af dem. Spillederens og spillernes dygtighed som rollespillere er en anden. Men mere subtilt er måske spørgsmålet om spillerforventninger. Nogle spillere forventer meget – dette er som oftest, men ikke altid, de garvede spillere. Andre spillere forventer lidt. Nogle spillere kan lide at spille intrigerollespil, og andre kan lide at slå på tæven. Er det scenariets skyld, hvis en spiller har fået tegnet sig for noget, der slet ikke interesserede ham? Næppe. Selvfølgelig kan man som scenarieforfatter prøve at indkorporere lidt for enhver spillertype i sit scenarie, men der skal da også være plads til at fortælle historier, der henvender sig til en snæver målgruppe. At henvende sig til laveste fællesnævner er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt.
Endelig er der jo spørgsmålet om, hvad spillerne har at sammenligne med. Det er klart, at en garvet spiller har en masse oplevelser bag sig at sammenligne med – men en nyslået spillers stemme tæller lige så meget, selvom det kunne være vedkommendes første rollespilsoplevelse.
Hvad hulen skal man egentlig med en publikumspris? Godt spørgsmål. Det sære er jo, at spillerne elsker publikumsprisen. De synes det er vildt fedt, at der er nogen, der er interesseret i at høre deres mening. De ser sig selv som ”folket” – ukorrumperligt og ærkedemokratisk. Publikumsprisen er modstykket til den ærkeelitære og højpandede jury, der belønner intellektuelle avantgardistiske uspilleligheder.
Eftersom jeg jo er dommer, kan det nok ikke komme bag på nogen, at jeg er usigeligt uenig. På den anden side – hvis publikumsprisen virkelig kan gøre nogen glade, synes jeg det er helt i orden. Jeg betragter den som en slags gimmick, der giver folk hvad de vil have, og forfører spillerne til at skrive deres kommentarer ned. Hvilket til gengæld er rigtigt brugbart og sjovt læsestof for enhver scenarieforfatter. Så hvad pokker - hvorfor ikke også en jubilæumspris? Det er alt sammen dybest set bare lidt ekstra glitter på en gammel tradition.
Her er forresten min top fem:
Men det skifter lidt, så lad være at hænge mig op på det :P
Denne procedure er der nogle, der er blevet sure over.
Altså. Det sjove er jo, at idéen minder rigtig meget om publikumsprisen – og den er der ikke nogen, der gider hidse sig op over. Måske bortset fra mig.
Rollespil er og bliver ikke et særligt massevenligt medie. Det foregår mellem forholdsvis få mennesker, og oplevelsen er så flygtig, at den defacto kun eksisterer i nuet. Jovist kan man skrive noget ned – men man kan jo forestille sig, hvor forskellig Ibsens ”Et Dukkehjem” ville se ud, hvis stykket blev sat op af henholdsvis Lars v. Trier eller Bille August. I rollespil er alle spillerne forskellige fra gang til gang, og derfor er scenarieoplevelsen også meget forskellig. Heraf kan man naturligvis konkludere, at mens det giver en del mening at sammenligne den nedskrevne del af et scenarie, giver det ingen, whatsoever, mening at sammenligne forskellige personers scenarieoplevelser. Der er alt for mange variable faktorer, når man spiller rollespil, og selve scenarieforfatterens oplæg er kun én af dem. Spillederens og spillernes dygtighed som rollespillere er en anden. Men mere subtilt er måske spørgsmålet om spillerforventninger. Nogle spillere forventer meget – dette er som oftest, men ikke altid, de garvede spillere. Andre spillere forventer lidt. Nogle spillere kan lide at spille intrigerollespil, og andre kan lide at slå på tæven. Er det scenariets skyld, hvis en spiller har fået tegnet sig for noget, der slet ikke interesserede ham? Næppe. Selvfølgelig kan man som scenarieforfatter prøve at indkorporere lidt for enhver spillertype i sit scenarie, men der skal da også være plads til at fortælle historier, der henvender sig til en snæver målgruppe. At henvende sig til laveste fællesnævner er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt.
Endelig er der jo spørgsmålet om, hvad spillerne har at sammenligne med. Det er klart, at en garvet spiller har en masse oplevelser bag sig at sammenligne med – men en nyslået spillers stemme tæller lige så meget, selvom det kunne være vedkommendes første rollespilsoplevelse.
Hvad hulen skal man egentlig med en publikumspris? Godt spørgsmål. Det sære er jo, at spillerne elsker publikumsprisen. De synes det er vildt fedt, at der er nogen, der er interesseret i at høre deres mening. De ser sig selv som ”folket” – ukorrumperligt og ærkedemokratisk. Publikumsprisen er modstykket til den ærkeelitære og højpandede jury, der belønner intellektuelle avantgardistiske uspilleligheder.
Eftersom jeg jo er dommer, kan det nok ikke komme bag på nogen, at jeg er usigeligt uenig. På den anden side – hvis publikumsprisen virkelig kan gøre nogen glade, synes jeg det er helt i orden. Jeg betragter den som en slags gimmick, der giver folk hvad de vil have, og forfører spillerne til at skrive deres kommentarer ned. Hvilket til gengæld er rigtigt brugbart og sjovt læsestof for enhver scenarieforfatter. Så hvad pokker - hvorfor ikke også en jubilæumspris? Det er alt sammen dybest set bare lidt ekstra glitter på en gammel tradition.
Her er forresten min top fem:
- Drømmen om en konge i gult
- Jisei
- Paladins Lampe
- A Day in the Life
- Elevator
Men det skifter lidt, så lad være at hænge mig op på det :P
9.2.06
No more Rollespilleren
Nu har jeg været chefredaktør på ”Rollespilleren” i snart to numre (samt ikke mindst redaktør siden nr. 1), og det har jeg besluttet må være nok.
I teorien elsker jeg at lave blad. Jeg har ikke engang noget imod konstant at tale i mobiltelefon (hvilket jeg ellers hader), bare fordi det er så fedt at være med til at skabe den dér bunke glittet papir. Men det er simpelt hen blevet for meget af en emotionel rutsjebanetur (sådan staves det, ja).
Hvordan kan man have emotioner for en bunke glittet papir? Tja – det kan godt være, at man skal have prøvet det, før man forstår det. Men forestil dig, at du gennem flere måneder i træk har tænkt og åndet et bestemt projekt. Du har presset, truet, skamsmigret og gjort unævnelige ting med din tunge for at få folk til at hjælpe. Der har været op- og nedture. Penge du er blevet stillet i udsigt, som pludselig forsvinder. Folk hvis indsats du regnede med, som bryder sammen af stress, eller bare bailer. Det brændstof projektet lever af, er dit hjerteblod.
OK, det lyder nok lidt melodramatisk. Men pointen er, at man altså får følelserne i klemme.
Lige nu er Rollespilleren ved at sulte ihjel på grund af mangel på arbejdskraft, og det kan desværre ikke blive mig, der fodrer dyret. Vi er to personer om at bestride seks poster: økonomiansvarlig, reklameansvarlig, administration, marketing, chefredaktør og layout. Det er fuldstændigt ude af proportion for et projekt, der burde være deltids. Vi har længe overlevet på troen om, at der ville dukke nogle penge op fra DUF – men pengene lader vente på sig, og tålmodigheden er slidt ned.
Til gengæld har det været spændende, så længe det varede. ”Rollespilleren” har givet mig fornyet indsigt i liverollespilsmiljøet – lige fra små juniorlives til gigantiske, storslåede scenarier af internationalt format. I virkeligheden er det nok de små events, som jeg synes er mest spændende. De andre skal man jo nok komme til at høre om, det kræver bare en søgning på nettet. Men tro det eller lad være: Jeg synes det er cool at høre rygter om hvorvidt Christian fra Ølstykke har lavet en ny kampagne for sin hund. Og ikke mindst er det fedt at være dén, der fortæller Christian, at han skulle tage og kontakte Camilla, der bor tre blokke væk – for hun elsker nemlig hundelive. Eller noget.
Måske lyder jeg lidt bitter lige nu, og det er jeg nok også. Man kunne jo godt have ønsket sig bare en lille bitte smule opbakning fra det miljø, der er ”Rollespillerens” målgruppe.
På den anden side, så har jeg i bund og grund gjort det hele for mig selv. For som sagt, så elsker jeg jo at lave blad. Og hvis DUF-pengene en dag dukker op, så skulle da også om ikke jeg vil gøre det igen :)
Oh, well. Imellemtiden har jeg besluttet mig for at gøre som alle de andre skrivenødder: Oprette en blog.
I teorien elsker jeg at lave blad. Jeg har ikke engang noget imod konstant at tale i mobiltelefon (hvilket jeg ellers hader), bare fordi det er så fedt at være med til at skabe den dér bunke glittet papir. Men det er simpelt hen blevet for meget af en emotionel rutsjebanetur (sådan staves det, ja).
Hvordan kan man have emotioner for en bunke glittet papir? Tja – det kan godt være, at man skal have prøvet det, før man forstår det. Men forestil dig, at du gennem flere måneder i træk har tænkt og åndet et bestemt projekt. Du har presset, truet, skamsmigret og gjort unævnelige ting med din tunge for at få folk til at hjælpe. Der har været op- og nedture. Penge du er blevet stillet i udsigt, som pludselig forsvinder. Folk hvis indsats du regnede med, som bryder sammen af stress, eller bare bailer. Det brændstof projektet lever af, er dit hjerteblod.
OK, det lyder nok lidt melodramatisk. Men pointen er, at man altså får følelserne i klemme.
Lige nu er Rollespilleren ved at sulte ihjel på grund af mangel på arbejdskraft, og det kan desværre ikke blive mig, der fodrer dyret. Vi er to personer om at bestride seks poster: økonomiansvarlig, reklameansvarlig, administration, marketing, chefredaktør og layout. Det er fuldstændigt ude af proportion for et projekt, der burde være deltids. Vi har længe overlevet på troen om, at der ville dukke nogle penge op fra DUF – men pengene lader vente på sig, og tålmodigheden er slidt ned.
Til gengæld har det været spændende, så længe det varede. ”Rollespilleren” har givet mig fornyet indsigt i liverollespilsmiljøet – lige fra små juniorlives til gigantiske, storslåede scenarier af internationalt format. I virkeligheden er det nok de små events, som jeg synes er mest spændende. De andre skal man jo nok komme til at høre om, det kræver bare en søgning på nettet. Men tro det eller lad være: Jeg synes det er cool at høre rygter om hvorvidt Christian fra Ølstykke har lavet en ny kampagne for sin hund. Og ikke mindst er det fedt at være dén, der fortæller Christian, at han skulle tage og kontakte Camilla, der bor tre blokke væk – for hun elsker nemlig hundelive. Eller noget.
Måske lyder jeg lidt bitter lige nu, og det er jeg nok også. Man kunne jo godt have ønsket sig bare en lille bitte smule opbakning fra det miljø, der er ”Rollespillerens” målgruppe.
På den anden side, så har jeg i bund og grund gjort det hele for mig selv. For som sagt, så elsker jeg jo at lave blad. Og hvis DUF-pengene en dag dukker op, så skulle da også om ikke jeg vil gøre det igen :)
Oh, well. Imellemtiden har jeg besluttet mig for at gøre som alle de andre skrivenødder: Oprette en blog.
Abonner på:
Opslag (Atom)