"Sig mig, er det danske rollespilsmiljø ikke ret diskriminerende overfor kvinder?" spurgte min nye svenske rollespilsveninde mig, da jeg var til middag hos hende og hendes kæreste.
"Jo", sagde jeg prompte, og mærkede straks bitterheden melde sig. Og på den måde fik jeg lige solgt mit lands kultur rigtig uheldigt. Den slags udtalelser fortjener en uddybelse, ellers er man bare en landsforræder, der jager potentielle turister væk. Hvad tænkte jeg dog på?
Indrømmet: Jeg tænkte ikke på noget konkret. Jeg svarede ud fra en udefinerbar følelse, som jeg går rundt med. Jeg kunne sagtens have tænkt på den store debat om kønsroller i fantasyrollespil, der bølger henover Liveforum for tiden. Eller på dengang jeg for første gang havde min mand med på Fastaval, hvor alle troede, at det var ham, der var dommer. Eller dengang en dirtbuster fra Fastaval tilbød mig at stoppe min guldpingvin op i røven på mig, som butt-plug, for det ville jeg jo sikkert ku' li'.
Jeg tænkte ikke på alt det. For den slags er det let at blive enige om: Selvfølgelig skal kvinder have de samme rettigheder i rollespil, ligesom vi skal det i samfundet. Det er de færreste grauballemænd, der stadig seriøst mener, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne. Spørger man moderne mænd om de går ind for ligeret mellem mænd og kvinder, vil 99,99 % svare "selvfølgelig".
Så det, der får galden frem i mundhulen, er ikke de tydeligt urimelige ting, der grunder i enkelte forvirrede personers manglende evne til at omstille sig til år 2009. Nej. Det er derimod alle de små, usynlige ting. De ting, hvor mændene siger at det er noget man forestiller sig - det er konspirationsteorier altsammen, og man er en paranoid feminist.
Det er sært. Jeg er overbevist om at Armstrong virkelig gik på månen, og jeg er sikker på PET vil os det godt. I det hele taget er jeg ret godtroende. Men lige netop når det handler om diskrimination mod kvinder, er jeg paranoid.
"I Danmark er der ligestilling mellem mænd og kvinder"
Yeah, right. Og jødeudryddelsen under anden verdenskrig er en stor løgn, spredt af Hitlers modstandere. Nej, der er simpelthen alt for mange nøgne facts, der taler imod det postulat. Den mest iøjnefaldende statistik er måske de tal, der angiver hvor meget mindre kvinder får i løn. Så er der det faktum, at Danmark aldrig har haft en kvindelig statsminister. Trafficking - altså, handel med slaver på tværs af grænser, med det formål at udbytte dem seksuelt - er et fænomen, som næsten udelukkende hænder for kvinder. Størstedelen af den vold, der foregår i de danske hjem, sker imod kvinder. Og så videre.
Det er noget lort. Men helt ærligt: Det er ikke dét, der trykker mig. Det vil sige, det med ligelønnen trykker mig, fordi jeg er et af de fjolser, der har valgt et typisk underbetalt kvindejob. Men det er en anden sag.
Det, der trykker mig i forhold til rollespil, er noget helt andet. Det trykker mig, at mine følelser og oplevelser ikke bliver taget alvorligt, men affejet som paranoia og indbildning. Jeg må ikke tale om at jeg synes der er et problem, for det reflekterer dårligt på mig. Det er faktisk mig, der er problemet. Den nærtagende og hysteriske kvinde (hvor typisk kvinder, altså). Hvis jeg ikke talte om en ligestillingsproblematik, ville den slet ikke være der. Ligesom træet, der falder i skoven, kun siger en lyd, hvis der er nogen til at høre det.
Men hov. Det er jo mig, dette her sker for. Jeg er træet. Hvis det er min oplevelse, burde jeg så ikke være den første til at vide noget om den? Det må da være et problem, at jeg - og mange andre kvinder - har denne oplevelse?
Mænd vil slås, kvinder vil snakke
For et par år siden blev jeg interviewet til et månedsmagasin ved navn "Psykologi" om kvinder og rollespil. Endnu engang var mit claim to fame at jeg er kvindelig rollespiller - ikke at jeg har skrevet eller arrangeret spændende rollespil. Men skidt nu med det. Jeg har glemt præcis hvad det var, jeg blev spurgt om, men jeg kan huske at jeg vovede mig ud i en længere tirade om, at kvinder skulle tage at arrangere vores egne rollespil, om ting, der interesserede os, i stedet for at det hele altid skal handle om folk, der slås. "Kvinder er meget mere interesserede i menneskelige relationer", mener jeg, at jeg fik udtalt.
Se, dér er en generalisering af rang. Men det er ikke løgn. Jeg er tilbage ved statistikkerne: Ser man på dem, viser de at kvinder generelt er mere sociale end mænd. Vi er bedre til at udtrykke vores følelser, og vi går mere op i at pleje familiære bånd end mænd. Vi interesserer os kort sagt for forhold imellem mennesker. Sådan har det været siden manden tog ud for at jage bøfler, og kvinden blev derhjemme og tog sig af børnene. Det ville være underligt, hvis ikke dette forplantede sig til vores måde at spille rollespil på. Og sjovt nok er det en stående vittighed i det danske bordrollespilsmiljø, at har man en kvinde med i sin D&D-kampagne, bør man tage højde for, at hun vil forsøge at tale sig til rette med orklederen (i stedet for at give ham en gang høvl, som jo ellers er det spillet lægger op til).
Hvis det er rigtigt, at kvinder vil spille rollespil, der handler om nære relationer, henvender 90% af det rollespil, der bliver spillet i Danmark sig ikke til kvinder. Faktisk kunne man gå så vidt som til at påstå, at kvinderne kan vælge imellem at spille mænd (eller meget mandhaftige kvinder), eller at indgå som en slags statister i mændenes spil. For hvis spillet handler om kamp, kan den kvindelige healer aldrig være en af hovedpersonerne.
Simones teori
Men der er alligevel noget forfejlet over min udtalelse til månedsmagasinet. Det handler om generaliseringen: Den antagelse, at kvinder er på en bestemt måde, og mænd på en anden. "Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus".
Det, der skurrer, er oplevelsen af at blive fortalt hvem man er, uden selv at have noget at skulle have sagt. "Du er kvinde, altså er du social". Bah. "Du er sort, altså er du god til sport og musik". Det holder bare ikke.
Jeg er netop blevet færdig med at læse Deidre Bairs biografiske værk om Simone de Beauvoir. Det var Simone, der første gang formulerede tanken om, at køn er en social konstruktion. Altså en rolle, som samfundet pålægger os. Det er ikke fysiologisk at kvinder går i nederdel og har langt hår. Det er ikke fysiologisk at vi bruger makeup. Det er ikke fysiologisk at vi er bedre forældre, der tager os mere af afkommet. Det er ikke fysiologisk at vi tripper af sted med samlede ben, mens mændene vader af sted med lange skridt. Det er heller ikke fysiologisk, at vi er mere sociale end mænd, og at vi hellere vil spille rollespil, der handler om menneskelige relationer.
Det er altsammen del af en rolle. En rolle, der indgår i et kæmpemæssigt rollespil, der omfatter hele vores samfund. En kæmpestor frihedsberøvende lænke, der skaber en falsk ramme om vores personlighed, og som påvirker både mænd og kvinder. Vi har ikke valgt den rolle, den er blevet os påduttet udefra, på bekostning af vore sande identiteter. Træder vi ud af rollen (som transvestitter eller transseksuelle) bliver vi ofre for samfundets fordømmelse, og kan ikke længere indgå. Hvem vil forsvares i retten af en mand med læbestift? Dårlige rollespillere bliver socialt stigmatiserede.
Uheldigvis for os kvinder er der elementer i vores rolle, der tvinger os til en underlegen status i forhold til mændene. Det er ikke kun at vi skal tage mindre skridt. Det er også hele paradigmet om at vi er yang, mænd er yin. Vi er de passive, afventende, underdanige. Mændene er de aktive, fremadstormende, lederne.
Jeg vil selv skrive min rolle
Men hvad så? Hvor er vi henne? Sanne føler sig diskrimineret hver gang hun skal spille rollespil, der er skrevet til mænd, men samtidig er hun også vred over at skulle gå med samlede ben og skulle være åh, så social. Hun er jo umulig at stille tilfreds.
Nej, slet ikke. Det som jeg gerne vil - det, som gør mig glad - er at føle mig fri og ligeværdig. Jeg vil selv have lov til at vælge, hvornår jeg spiller kvinde, og hvornår jeg spiller mand. Hvornår jeg går med på samfundets rolle, og hvornår jeg vælger at overskride den. Som spiller til rollespilsscenarier vil jeg sikkert vælge det sociale spil for det meste, for jeg er hjernevasket med min kvindelige kønsrolle. Men det kan jeg leve med, hvis jeg ved, at det er mit eget frie valg, og ikke noget, jeg bliver tvunget til.
Som dansk kvinde har jeg et problem. Både generelt som individ i et samfund, der ikke vil indrømme, at det begrænser og diskriminerer mig, ved at påtvinge mig en kønsrolle, men også mere specifikt i forhold til rollespil. For det udbud af "kvinderollespil" jeg søger, findes ikke.
Hvis D&D varetager mændenes interesse for kamp, hvilket system varetager så kvindernes interesser? Hvis Hareskoven er for drengerøve, hvor skal man så gå hen for at spille tøserollespil?
Der er ikke noget svar. Så længe vi kvinder fortsat forholder os afventende, i vores gammelkendte, passive kvinderolle, så længe vi fortsat spiller statister i mændenes rollespil, vil der ikke være noget svar.
Jeg er en af de få. En kvinde, der tør tage æren for at lave rollespil. Dels fordi jeg har noget på hjerte (det er hvad der driver mig), men også fordi jeg er villig til at tage strygene. Jeg er betaler en pris for at være kvindelig rollespilsarrangør og scenarieforfatter.
Det, der gør mig bitter
Jeg oplever, at det provokerer.Ikke kun mænd. Jeg får de særeste reaktioner fra spillere af begge køn. En genfortælling af mig som én, der tror for meget om sig selv, og som skal sættes på plads. Det udmønter sig på subtile måder, men er ikke desto mindre kilden til min bitterhed: Det er den måde, hvorpå jeg forbliver unævnt og ignoreret i situationer, hvor alle de (mandlige) scenarieforfattere jeg sammenligner mig selv med bliver nævnt. Den måde, hvorpå mine idéer og opfindelser bliver tilskrevet andre (mænd). Den måde, hvorpå jeg bliver inviteret til at deltage i (ellers mandlige) ekspertpaneler, ikke fordi jeg er dygtig, men fordi der mangler en repræsentant for det kvindelige køn. Den måde, hvorpå jeg bliver ekskluderet af (mandlige) fællesskaber, fordi jeg ikke har samme "tone" og humor. Den måde, hvorpå nye scenariearrangører og -forfattere hellere vil have hjælp af en anden (maskulin) mentor, selvom jeg på papiret er mere kvalificeret. (Hallo! 15+ års erfaring med at lave scenarier!)
Småting. For hvert eneste eksempel kan der findes en anden forklaring end at jeg er kvinde: Det var en forglemmelse, vi havde ikke forstået det var dig, det var helt tilfældigt, vi troede alligevel ikke du havde tid.
Så lad os bare slå det fast: Det er mig, der er paranoid.
