Omkring 90% af de sædelighedsforbrydelser, der bliver begået, er imod kvinder. Mere end hvert tredje af disse ofre er mindreårigt. Åbenbart hører det at få overskredet sine grænser seksuelt med til at være en ung kvinde.
Det vidste jeg ikke, da jeg som 16-årig stod i London Underground og irriteredes over, at manden bag mig blev ved med at trykke sig op imod mig. Faktisk var jeg så naiv, at jeg troede den hårde genstand, som han blev ved med at dunke imod min ende, var hans knæ. Jeg prøvede at skubbe min taske om på ryggen, men det hjalp ikke, og jeg tænkte, at han åbenbart havde mindre plads end først antaget. Men vi stod jo også som sild i en tønde.
Da jeg stod ud af det proppede tog, kastede jeg et irriteret blik over skulderen. Det var først da at det gik op for mig, hvad der var foregået. Det var en mand af italiensk udseende. Han har sikkert været midt i tyverne, og vel egentlig ganske tiltrækkende, men for mig var han uendelig gammel og frastødende. Han havde hvide bomuldsshorts på, hvilket gjorde det umuligt at overse hans erigerede lem. Men selv hvis jeg havde kunnet bortforklare den markante bule som en bizar fold i stoffet, lod hans intenst stirrende blik ikke nogen tvivl tilbage.
Dørene gled i, og toget rullede ud af perronen. Jeg var efterladt med mine følelser, uden en chance for at formidle dem til den rette adressat: Først frygt. Jeg havde befundet mig i en situation, som jeg opfattede som farlig, og jeg havde ikke engang bemærket det. Hvad hvis han var stået af toget, da jeg gjorde det? Hvad hvis han var fulgt efter mig, havde overfaldet mig, voldtaget mig?
Derefter skummende vrede. Tænk at nogen skulle have lov til at gøre mig til en ting. Intetanende var jeg blevet degraderet til et redskab i et andet menneskes projekt, der kun handlede om at opfylde egne behov, uden hensyn til at jeg også var en person. Jeg var kun 16 år, men alligevel var jeg så harm, at jeg stadig kan mærke vreden blusse op i mig, når jeg henter mindet frem her 20 år efter.
Charter
Nu skal man passe på med at sammenligne seksuelle krænkelser med andre former for grænseoverskridende adfærd. Lige så snart sex er involveret, bliver emnet sprængfarligt. Ikke desto mindre er det den samme følelse af krænkelse jeg sidder med, når jeg læser om pervasive larps.
For eventuelle læsere af min blog, der ikke er så godt inde i rollespilsterminologi, vil jeg lige levere en oversættelse. Larp er jo Live Action Role-Play, altså liverollespil på engelsk. Pervasive larp er når man flytter liverollespillet fra en ”scene” (som f.eks. en skov) til at foregå mellem andre mennesker, der ikke spiller rollespil. Det bliver også kaldt ”in crowd larping”, med reference til at rollespillet kan foregå midt i en menneskemængde, hvor menneskemængden så bliver til en slags kulisse eller setting for rollespillet.
I Bjarke Pedersens kommende scenarie, ”Relation Road #1: Charter”, bliver pervasive larping taget til et nyt niveau. (Link her: Charter). Handlingen går ud på, at tre par fra den nederste del af den københavnske middelklasse tager til Alanya for at redde deres skrantende parforhold. Der hvor scenariet adskiller sig fra så mange andre rollespil, er dets måde at inddrage de andre feriegæster på. Præmissen er nemlig at parrene kun kan redde deres forhold, hvis de får hjælp af de ikke-spillende, intetanende feriegæster i Alanya.
Jeg kan godt lide Bjarke Pedersen. Jeg kan også lide hans projekter – jeg synes de er tankevækkende, provokerende og har noget på hjerte. Jeg kan også se fascinationen ved at blande virkelighed og fiktion. Så det skal ikke opfattes personligt når jeg siger, at ”Charter” sender mig direkte tilbage til London Underground anno 1990. Jeg finder det ganske enkelt uetisk og dybt problematisk at man i scenariet skal misbruge andre menneskers tid og hjælpsomhed til at tilfredsstille spillerens projekt. Når man på den måde inddrager folk som redskaber til at opnå et bestemt formål, skylder man dem i det mindste at indhente deres accept – ellers er det en objektificering på linje med det jeg oplevede som ung pige, om end antageligvis uden det seksuelle islet.
Vi mangler at forholde os kritisk
Der sker nogle rigtigt spændende ting med rollespil for tiden. Rollespil har løsrevet sig fra de traditionelle genrer; fantasy, science fiction og vampyrhistorier, som desværre associeres med trivial- og teenagelitteratur. Liverollespil er ved at blive voksent, og er begyndt at håndtere voksent indhold, som f.eks. netop parforholdets problematikker. Det er godt at der bliver åbnet for nye muligheder, og afsøgt grænser, for det er sådan vi konstaterer hvad mediets spændvidde er.
Men det er også på tide, at vi får åbnet for de refleksioner og diskussioner, der naturligt hører med til denne udvikling. Vi bliver nødt til at udvikle en etik og nogle guidelines, der gør det muligt for arrangører og spillere at navigere – først og fremmest med det formål, at ingen skal gøres fortræd.
Pervasive Whampyre
Jeg kan huske første gang jeg selv oplevede præcist hvor let det er at komme i klemme med pervasive larping. Det var i forbindelse med at jeg deltog i en københavnsk vampyrkampagne. Min karakter var en vampet og ret outreret kvindelig vampyr, der klædte sig i blodrødt fløjl og brugte temmelig meget makeup. Det meste af spillet foregik i en dertil indrettet bar i Københavns nordvestkvarter, men ved flere lejligheder tog vi ud i byen, gik på bar eller spadserede rundt i gaderne, og lod som om vi ikke frøs, når det var koldt i vejret (for vampyrer føler jo ikke kulde).
Ved en enkelt lejlighed havde vi spillet det meste af aftenen i vampyrbaren, da min karakter blev sulten, og jeg besluttede at gå en lille tur rundt om bygningen, tilpas længe til at de andre spillere kunne forestille sig, at jeg havde været ude at finde et offer for min blodtørst. Hvad jeg dog ikke lagde mærke til var at en ikke-rollespiller fulgte med mig tilbage til vampyrbaren. Her fandt han sig en øl, og gav sig derefter til at vente, mens jeg placerede mig på låret af min vampyrelsker.
På et tidspunkt blev alle vampyrerne kaldt ind i baglokalet til et møde. Ved denne lejlighed valgte min ”forfølger” at give sig til kende. Han galede op om, at nu måtte det fandeme være hans tur til at have mig.
Den forvirrede mand blev meget bestemt vist døren af et hold mandlige rollespillere i sorte jakkesæt. Han fik vist aldrig forklaret hvad misforståelsen gik ud på.
”Det er jo ikke mig – det er bare en rolle jeg spiller”
Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed overfor manden, da jeg trods alt synes det er lidt af en tilsnigelse at konkludere, at en kvinde må være luder, fordi hun går rundt alene i et belastet kvarter. Også selvom hun er iført et outreret kostume. Men jeg synes episoden tjener som eksempel, fordi den viser nogle af faremomenterne ved at blande rollespil og virkelighed. For hvad nu hvis jeg ikke havde været i selskab med 20+ mandlige spillere?
En ting er at man risikerer, at de personer, der uforvarende bliver inddraget i pervasive larps, kan føle sig misbrugt. En anden ting er at de ikke kender rollespillerens grænser. Skønt jeg spillede en vampet vampyr, ville jeg aldrig have overvejet sex med en fremmed mand, der fulgte efter mig, selvom min karakter måske ville have det (og på trods af at det måske var de signaler, hun sendte). Mine medspillere var indforståede med dette – men den fremmede mand var det af gode grunde ikke.
Tilbage til London Underground
Det er fristende at inddrage virkelige mennesker i rollespillets fiktive verden, fordi virkelige følelser og problemstillinger giver fiktionen autenticitet og dybde. Ting der klinger ægte på et følelsesmæssigt niveau giver os større oplevelser. Jeg synes det er et spændende eksperiment, og jeg har intet imod at det gøres – med samtykkende individer, vel at mærke. Men at inddrage virkelige mennesker, potentielt imod deres vilje, synes jeg ganske enkelt er respektløst. Lidt ligesom at wanke op af folk i undergrunden mellem Paddington og Baker Street.
Andre folks grænseoverskridende adfærd er det umuligt at sikre sig imod, men man kan i det mindste vælge sine egne standarder.
