I 2010 tilbragte jeg fire dage i "narrativistisk summercamp", arrangeret af Simon Steen, Nina Runa Essendrop og Nynne Søs Rasmussen. Bag det fancy navn gemte sig et liverollespil om 16 gamle klassekammerater, der genforenes som voksne. Det viser sig dog, at en af dem er blevet overtaget af et rumvæsen - en bodysnatcher. Rumvæsenet er ude på at overtage alle de gamle klassekammerater, men det kan kun gøres, når personerne er i deres følelsers vold. Således gør rumvæsenet alt hvad det kan, for at bringe de andre ud af balance. Enhver der har oplevet at gå i folkeskole vil sikkert kunne forudse, at dette forehavende lykkedes rumvæsenet til fulde.
Jeg synes det var et godt scenarie. Men min oplevelse som helhed var mest af alt tankevækkende.
Oplægget til min rolle var en beskrivelse af Siv, sådan som hun var, da hun begyndte i børnehaveklassen. Siv var en social og velfungerende pige med stærke holdninger, som hun havde med hjemmefra. Mit forarbejde til scenariet handlede bl.a. om at opdatere hende, så hun var voksen. Umiddelbart syntes jeg ikke min karakter mindede påfaldende om mig, hverken før eller efter opdateringen. Men efter scenariet opdagede jeg, at jeg i stor stil havde trukket på begivenheder fra mit eget livsforløb. Vi havde halvanden dags intenst spil, hvor jeg (på nær to hviskede kommentarer) ikke gik ud af rollen, og hvis ikke Siv skulle fremstå papirtynd, var det nødvendigt at fylde hullerne ud. I løbet af scenariet begyndte Siv og Sanne gradvist at flyde sammen, og efter afslutningen kunne jeg konstatere, at jeg ikke kunne lægge rollen fra mig.
Selvfølgelig er der ikke tale om, at jeg troede jeg var min rolle. Men det var som om jeg havde tillagt mig nogle af min karakters vaner og tankemønstre. F.eks. var Siv typen, der altid ville melde sig som ordstyrer, og det gjorde jeg også straks efter scenariet, da vi holdt evaluering. Siv var kompromisløs vegetar, og efter scenariet havde jeg pludselig ikke lyst til kød, osv.
Det er ikke første gang, dette sker for mig. I 1997 deltog jeg i scenariet Endorphimore, som var datidens mest ambitiøse liverollespil. Arrangørerne havde bygget en cyberpunk-setting op i en nedlagt forbrændingshal. Det var meget intenst, og bagefter drømte jeg i flere nætter i træk, at jeg var min rolle.
Jeg har hørt flere udtryk, der mere eller mindre betegner min oplevelse. Arrangører bruger ordet "bleed" om når spillere bliver påvirket af deres rolles oplevelser. Desuden er der det meget omdiskuterede udtryk "immersionism", hvor spillere fordyber sig så meget i deres rolle, at de oplever rollens følelser som deres egne. I begge tilfælde er der tale om positivt ladede begreber, som i rollespilssammenhæng opfattes som mere eller mindre attråværdige tilstande.
Der var desværre ikke noget attråværdigt over det, der skete med mig, hverken i 1997 eller i 2010. Jeg er glad for, at Siv var et relativt velfungerende og venligt væsen, ellers havde det været betydeligt mere ubehageligt for mig - men under alle omstændigheder synes jeg ikke det er en rar oplevelse, at grænserne mellem min fiktive karakter og mig bliver udviskede.
Men jeg bliver nysgerring. Hvad er det, der gør, at rollespil har sådan en magt? Er det en slags hjernevask? Kan man faktisk konditionere sig selv, gennem specielle handlinger, til at blive en anden?
Jeg er på gyngende grund, for jeg er ikke særligt velbekendt med hjernens mekanismer. Jeg ved dog, at psykologer bruger gestaltterapi til at hjælpe klienter med at blive bevidste om den måde, hvorpå de indgår i deres omgivelser. Terapien er en slags rollespil, hvor klienten "spiller" at terapeuten, eller måske bare en tom stol, er en person fra klientens liv - typisk en autoritet - som klienten har et konfliktfyldt forhold til. Klienten kan nu tale frit med "gestalten", og sammen med terapeuten analysere relationen, for at blive mere bevidst. Gennem bevidstgørelse vil terapeuten kunne hjælpe klienten med at ændre sin adfærd og sine tanker om gestalten, så de bliver mere hensigtsmæssige.
Jeg har tit spekuleret på, om rollerne i rollespilsscenarier fungerer som en slags gestalter. En væsentlig forskel er, at hvor gestaltterapi handler om bevidstgørelse, forbliver handlingerne i rollespillet underbevidste og ureflekterede.
Når jeg spiller rollespil, stræber jeg efter at handle ud fra min rolles logik. Men alligevel kan jeg ikke undgå at trække på mine egne erfaringer, og på den måde tapper jeg ind i min egen identitet.
Hvad betyder det for mig, at jeg - Sanne, som gemmer mig lige under rollen - foretager mig bestemte handlinger? Det er jo ikke kun rollen, men også mig, der udfører dem, selvom jeg og alle spillerne omkring mig kalder mine handlinger for fiktive. Vi har en kontrakt om at alt, der foregår inden for den magiske cirkel, ikke skal tilskrives mig, men sandheden er jo, at jeg umuligt kan overskride mig selv: Jeg kan skabe en fortælling om, at jeg har en anden identitet end den, jeg i virkeligheden fortæller folk. Men jeg kan ikke overskride min egen fysik, og mine handlinger - endskønt de tager udgangspunkt i et andet rationale end de plejer - er stadig udtænkt af min hjerne.
Det spørgsmål, der presser sig på hos mig er dette: Bliver handlingerne en del af min identitet? Det er besnærende bare at affeje spørgsmålet, men måske det i virkeligheden er en ansvarsfraskrivelse. Hvordan kan det fx være, at visse handlinger overskrider den magiske cirkel, mens man kan slippe af sted med andre? Som nu fx sex, eller et bestemt niveau af fysisk vold. Det er ikke mig og mine medspillere, der bestemmer hvornår kontrakten ikke længere gælder. Det er normer, og disse er temmelig flydende.
Hos Hegel er mødet med det ukendte, og det at tage stilling til hvad man ikke er, et vigtigt element i identitetsskabelsen. Fiktionen er et spejl, som hjælper os til at tænke over os selv som tænkende mennesker. I forhold til rollespil er rollen, det fremmede, en prøveballon for vores identitetsprojekt, på linje med fiktion sådan som vi oplever den i film og bøger. Men der er en væsentlig forskel: Scenariet konkretiseres i handlinger, der ikke er fiktive, men reelle. Vi befinder os på et niveau, hvor det fiktive kun er fiktivt fordi vi påstår det.
Jeg kunne lige så godt have været Siv, som jeg kunne have været Sanne. Det eneste, der reelt skilte os ad, var vores biografiske historie. Så man isoleret på os i øjeblikket, var der tale om en total sammensmeltning.
