No more Rollespilleren

Nu har jeg været chefredaktør på ”Rollespilleren” i snart to numre (samt ikke mindst redaktør siden nr. 1), og det har jeg besluttet må være nok.
I teorien elsker jeg at lave blad. Jeg har ikke engang noget imod konstant at tale i mobiltelefon (hvilket jeg ellers hader), bare fordi det er så fedt at være med til at skabe den dér bunke glittet papir. Men det er simpelt hen blevet for meget af en emotionel rutsjebanetur (sådan staves det, ja).
Hvordan kan man have emotioner for en bunke glittet papir? Tja – det kan godt være, at man skal have prøvet det, før man forstår det. Men forestil dig, at du gennem flere måneder i træk har tænkt og åndet et bestemt projekt. Du har presset, truet, skamsmigret og gjort unævnelige ting med din tunge for at få folk til at hjælpe. Der har været op- og nedture. Penge du er blevet stillet i udsigt, som pludselig forsvinder. Folk hvis indsats du regnede med, som bryder sammen af stress, eller bare bailer. Det brændstof projektet lever af, er dit hjerteblod.
OK, det lyder nok lidt melodramatisk. Men pointen er, at man altså får følelserne i klemme.

Lige nu er Rollespilleren ved at sulte ihjel på grund af mangel på arbejdskraft, og det kan desværre ikke blive mig, der fodrer dyret. Vi er to personer om at bestride seks poster: økonomiansvarlig, reklameansvarlig, administration, marketing, chefredaktør og layout. Det er fuldstændigt ude af proportion for et projekt, der burde være deltids. Vi har længe overlevet på troen om, at der ville dukke nogle penge op fra DUF – men pengene lader vente på sig, og tålmodigheden er slidt ned.

Til gengæld har det været spændende, så længe det varede. ”Rollespilleren” har givet mig fornyet indsigt i liverollespilsmiljøet – lige fra små juniorlives til gigantiske, storslåede scenarier af internationalt format. I virkeligheden er det nok de små events, som jeg synes er mest spændende. De andre skal man jo nok komme til at høre om, det kræver bare en søgning på nettet. Men tro det eller lad være: Jeg synes det er cool at høre rygter om hvorvidt Christian fra Ølstykke har lavet en ny kampagne for sin hund. Og ikke mindst er det fedt at være dén, der fortæller Christian, at han skulle tage og kontakte Camilla, der bor tre blokke væk – for hun elsker nemlig hundelive. Eller noget.

Måske lyder jeg lidt bitter lige nu, og det er jeg nok også. Man kunne jo godt have ønsket sig bare en lille bitte smule opbakning fra det miljø, der er ”Rollespillerens” målgruppe.
På den anden side, så har jeg i bund og grund gjort det hele for mig selv. For som sagt, så elsker jeg jo at lave blad. Og hvis DUF-pengene en dag dukker op, så skulle da også om ikke jeg vil gøre det igen :)
Oh, well. Imellemtiden har jeg besluttet mig for at gøre som alle de andre skrivenødder: Oprette en blog.