Rollespilspædagogik - et surt opstød

”Rollespil er mægtigt sjovt, og man kan også lære en masse af det, men jeg tror ikke det er en god idé at bruge det i skolen”, sagde en af mine bekendte for et stykke tid siden. Han var selv rollespiller, så han syntes det var noget, han vidste en masse om.
Den udtalelse har naget mig et stykke tid. Sagen er nemlig, at vedkommende på mange måder havde ret – men jeg har en fornemmelse af, at det er af andre årsager, end han selv troede.
Egentlig synes jeg ikke det er særlig spændende at have den slags legitimeringssamtaler. Jeg kan lige så godt slå det fast med det samme: Rollespil er blevet brugt i skolen i årevis, og det har virket fortrinligt i forhold til de mål man har villet opnå. I sprogundervisningen er eleverne kommet op af stolen og har fået øvet deres mundtlighed. I tværfaglige storyline-forløb har rollespillet skabt indlevelse og nærvær.
Jeg tror dog jeg kan gætte, hvad min bekendte tænkte, da han sagde det ovenstående. Han tænkte sikkert: rollespil – det er sgudda for useriøst. Eller også tænkte han bare, at han ikke kunne gennemskue, hvordan i alverden man kan inkorporere rollespil i undervisningen. Men den slags behøver han slet ikke bekymre sig om, for der findes dygtige lærere, der godt kan gennemskue hvordan det skal gøres.

Meeen... den er der nu nok alligevel, den nagende tvivl. Nu åbner der snart en rollespilsefterskole, et meget sympatisk projekt, men hvordan skal det dog ikke gå? Det kan jo godt være, at man kan lave et eller andet fesent How to host a murder-spil i engelsktimen. Men det lærer man vel ikke grammatik af, og hvilken glæde har man af at kunne pinpointe morderen med 99% sikkerhed, når man skal op til engelsk eksamen?
Det er faktisk rigtigt at rollespillet ramler ind i en masse problemer i forhold til Folkeskolen. Det vil altså ikke rigtig passe ind i skolens traditionelle ramme. Folkeskolens eksamener er tilrettelagt med henblik på at teste færdigheder separat, ikke i én stor pærevælling. De fleste rollespil er tværfaglige, og varer flere timer, mens skoledagen er skematisk opdelt i udspecificerede fagområder, hver af ca. 45 minutter, og med forskellige lærere tilknyttet. Med andre ord er rollespil helhedsorienteret, Folkeskolen er det ikke. Heldigvis for den nye efterskole, er den ikke tilrettelagt som Folkeskolen.

Det er nøjagtig den samme problematik, der gør sig gældende for det meste af reformpædagogikken – den er svær at klemme ned i Folkeskolens relativt små sko. Sjovt nok gør man det alligevel. Hvorfor mon? Jo, fordi arbejdsmarkedet har brug for nogle af de personlige kompetencer, som er reformpædagogikkens særlige fokus. Man kan bare ikke terpe sig til at tænke selv. Skolen har brug for pædagogiske redskaber, der kan fremelske den slags egenskaber. Enter rollespil.
Men selv hvis skolen er villig til at strække sig, og lave fordybelses- eller fleksuger (eller hvad det ellers hedder – det er forskelligt fra skole til skole), er der udfordringer.

”Det rollespil, du beskriver, er jo ikke det samme som mit rollespil”, ville min bekendte nok have sagt, hvis jeg havde forklaret ham det ovenstående. Og der ville han have ramt hovedet på sømmet.
Hvis vi tænker på rollespil som en form for mundtlig og kropslig tekst, der opstår i samspillet mellem aktørerne, vil man se, at det faktisk har meget store konsekvenser for tekstens indhold, om den udspiller sig i eller udenfor skolen. I skolen er det primære formål altid, at læreren skal lære eleven noget. Det vil sige, at rollespillet pludselig får et didaktisk indhold: her er noget, der skal læres.
Det at lære er ofte forbundet med en hvis frustration (Piaget, 1964). Rollespil der foregår uden for skolens kontekst, har til gengæld som oftest som dets primære mål at underholde – en langt mere gnidningsløs proces, fordi man ikke møder nogen modstand; ja, måske bliver der ligefrem leflet for spilleren. Og selvom der så skulle være et didaktisk indhold, behøver spilleren ikke læse spillet i henhold til dette. Han kan fra- eller tilvælge de elementer, der ikke huer ham.
Derudover er der spørgsmålet om deltagernes motivation. I skole-konteksten (som Vibeke Hetmar, professor på DPU, ville kalde ”den skolske kontekst”) er eleverne tvunget til at deltage, mens deltagerne udenfor skolens kontekst er med af egen fri vilje.
Denne problematik opstår ikke kun i forbindelse med rollespil. Den gælder for alle de tekster, som skolen henter ind i sin kontekst. Selv Anders And-blade kan blive til kedelige lektier. Til gengæld vil et Anders And-blad altid have en hvis urokkelig ande-integritet, som selv ikke den mest umotiverede elev kan rokke ved. For rollespillet ville hans manglende entusiasme virke dræbende, da det jo er en interaktiv tekst, der opstår ud fra deltagernes input.
Det store spørgsmål er, om rollespil overhovedet kan noget, når først det er blevet skuret rent, rettet ind og fyldt med didaktisk indhold. ”Det er jo ikke det samme som mit rollespil”. Nej, det er det nok ikke – og bør bestemt heller ikke være det.
Som jeg nævnte ovenfor, synes jeg egentlig ikke denne slags legitimeringsdiskussioner er så interessante, så jeg må skylde redegørelsen til en anden gang, og gøre det kort: Ja, rollespil kan noget. Enhver lærer eller pædagog, der har arbejdet seriøst med det, kan bakke denne fuldtud pragmatiske påstand op. Rollespil kan en masse – og rigtigt tilrettelagt kan det også underholde, og det er jo slet ikke så ringe endda. Hvis man skal kritisere rollespil som undervisningsmetode, må man hellere gøre sit forarbejde ordentligt, eller også erkende, at man ikke ved hvad man taler om.