Post Knudepunkt-tanker

Knudepunkt er vel overstået, og nu døjer jeg med efterveerne (det må man vel godt sige, selvom man er gravid, uden at nogen tror man allerede har født?!?), nemlig en ordentlig omgang influenza.
Men det har været vældig spændende, selvom jeg ikke mødte nogen ”nye” forskere inden for mit eget felt, altså rollespil og undervisning. Til gengæld fik jeg lige hilst på min gode ven Malik, fra Østerskov Efterskole. Og så fik jeg selvfølgelig snakket med en masse andre spændende folk, endskønt ikke så mange, som jeg kunne have ønsket mig :)
Hvad sker der ellers i liverollespilsverdenen? Jo, jeg fandt ud af, at ”narrativism is the new black”. I årevis har det irriteret mig, at det har fremstået som om det højeste ideal man kunne stræbe efter var at forsvinde ind i sin rolle. For mig er det netop en vigtig pointe, at man både kan være rollen og sig selv på én gang. Forskeren Klaus P. Mortensen taler om menneskets konstitutionelle selvfordobling. Tanken er, at ”jeg-identitet” er dialektisk bestemt i forhold til det, som er ”ikke-jeg”. Denne evne til at træde i forhold til sig selv, og – ikke mindst – sig selv som tænkende væsen, indebærer en form for selvoverskridelse: At man først må opleve det fremmede, for at kunne definere sig selv i forhold til det. Uden at jeg helt har fået udforsket tanken endnu, tænker jeg, at set i det lys indeholder rollespil et vigtigt dannelsespotentiale. Men kun (her kommer pointen) så længe det er i forbindelse med reflektion; en slags ”metatankegang”, der hele tiden forholder sig til de to identiteter, og grænsen imellem dem.
Et andet argument imod at forsvinde ind i sin rolle er, at rollespil er et vældig potent terapeutisk redskab, der bl.a. bruges i psykologien. Som for eksempel gestaltterapi. Jeg synes det er aldeles uforsvarligt at placere spillere i positioner, der risikerer at udløse uforløste traumer.

Med andre ord var det altså positivt for mig at høre, at Knudepunkts manifesto-forfattere har flyttet deres fokus fra den intense indlevelse til historiefortællingen. Det ene udelukker dog ikke det andet, og liverne er kun lige nået til at definere nærmere, hvad der egentlig menes med udtrykket ”immersion”, som er blevet brugt til at beskrive indlevelse. Og er det så i det hele taget indlevelse, der menes? Eller er det snarere fordybelse? Og hvis dette er tilfældet: Hvad adskiller disse to?
Troels Barkholt gjorde, meget forfriskende, kort proces med slagordet ”kill the bitch called immersion”. Men måske det ville være mere nuanceret at sige, at det, som skal dø, er de normative holdninger til hvad der er godt rollespil. Lad os da hellere omfavne og udforske forskelle, og lade være med at begrænse mulighederne for os selv.