19.11.09

Det store kønsrollespil

"Sig mig, er det danske rollespilsmiljø ikke ret diskriminerende overfor kvinder?" spurgte min nye svenske rollespilsveninde mig, da jeg var til middag hos hende og hendes kæreste.


"Jo", sagde jeg prompte, og mærkede straks bitterheden melde sig. Og på den måde fik jeg lige solgt mit lands kultur rigtig uheldigt. Den slags udtalelser fortjener en uddybelse, ellers er man bare en landsforræder, der jager potentielle turister væk. Hvad tænkte jeg dog på?

Indrømmet: Jeg tænkte ikke på noget konkret. Jeg svarede ud fra en udefinerbar følelse, som jeg går rundt med. Jeg kunne sagtens have tænkt på den store debat om kønsroller i fantasyrollespil, der bølger henover Liveforum for tiden. Eller på dengang jeg for første gang havde min mand med på Fastaval, hvor alle troede, at det var ham, der var dommer. Eller dengang en dirtbuster fra Fastaval tilbød mig at stoppe min guldpingvin op i røven på mig, som butt-plug, for det ville jeg jo sikkert ku' li'.

Jeg tænkte ikke på alt det. For den slags er det let at blive enige om: Selvfølgelig skal kvinder have de samme rettigheder i rollespil, ligesom vi skal det i samfundet. Det er de færreste grauballemænd, der stadig seriøst mener, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne. Spørger man moderne mænd om de går ind for ligeret mellem mænd og kvinder, vil 99,99 % svare "selvfølgelig".

Så det, der får galden frem i mundhulen, er ikke de tydeligt urimelige ting, der grunder i enkelte forvirrede personers manglende evne til at omstille sig til år 2009. Nej. Det er derimod alle de små, usynlige ting. De ting, hvor mændene siger at det er noget man forestiller sig - det er konspirationsteorier altsammen, og man er en paranoid feminist.

Det er sært. Jeg er overbevist om at Armstrong virkelig gik på månen, og jeg er sikker på PET vil os det godt. I det hele taget er jeg ret godtroende. Men lige netop når det handler om diskrimination mod kvinder, er jeg paranoid.



"I Danmark er der ligestilling mellem mænd og kvinder"

Yeah, right. Og jødeudryddelsen under anden verdenskrig er en stor løgn, spredt af Hitlers modstandere. Nej, der er simpelthen alt for mange nøgne facts, der taler imod det postulat. Den mest iøjnefaldende statistik er måske de tal, der angiver hvor meget mindre kvinder får i løn. Så er der det faktum, at Danmark aldrig har haft en kvindelig statsminister. Trafficking - altså, handel med slaver på tværs af grænser, med det formål at udbytte dem seksuelt - er et fænomen, som næsten udelukkende hænder for kvinder. Størstedelen af den vold, der foregår i de danske hjem, sker imod kvinder. Og så videre.

Det er noget lort. Men helt ærligt: Det er ikke dét, der trykker mig. Det vil sige, det med ligelønnen trykker mig, fordi jeg er et af de fjolser, der har valgt et typisk underbetalt kvindejob. Men det er en anden sag.

Det, der trykker mig i forhold til rollespil, er noget helt andet. Det trykker mig, at mine følelser og oplevelser ikke bliver taget alvorligt, men affejet som paranoia og indbildning. Jeg må ikke tale om at jeg synes der er et problem, for det reflekterer dårligt på mig. Det er faktisk mig, der er problemet. Den nærtagende og hysteriske kvinde (hvor typisk kvinder, altså). Hvis jeg ikke talte om en ligestillingsproblematik, ville den slet ikke være der. Ligesom træet, der falder i skoven, kun siger en lyd, hvis der er nogen til at høre det.

Men hov. Det er jo mig, dette her sker for. Jeg er træet. Hvis det er min oplevelse, burde jeg så ikke være den første til at vide noget om den? Det må da være et problem, at jeg - og mange andre kvinder - har denne oplevelse?



Mænd vil slås, kvinder vil snakke

For et par år siden blev jeg interviewet til et månedsmagasin ved navn "Psykologi" om kvinder og rollespil. Endnu engang var mit claim to fame at jeg er kvindelig rollespiller - ikke at jeg har skrevet eller arrangeret spændende rollespil. Men skidt nu med det. Jeg har glemt præcis hvad det var, jeg blev spurgt om, men jeg kan huske at jeg vovede mig ud i en længere tirade om, at kvinder skulle tage at arrangere vores egne rollespil, om ting, der interesserede os, i stedet for at det hele altid skal handle om folk, der slås. "Kvinder er meget mere interesserede i menneskelige relationer", mener jeg, at jeg fik udtalt.

Se, dér er en generalisering af rang. Men det er ikke løgn. Jeg er tilbage ved statistikkerne: Ser man på dem, viser de at kvinder generelt er mere sociale end mænd. Vi er bedre til at udtrykke vores følelser, og vi går mere op i at pleje familiære bånd end mænd. Vi interesserer os kort sagt for forhold imellem mennesker. Sådan har det været siden manden tog ud for at jage bøfler, og kvinden blev derhjemme og tog sig af børnene. Det ville være underligt, hvis ikke dette forplantede sig til vores måde at spille rollespil på. Og sjovt nok er det en stående vittighed i det danske bordrollespilsmiljø, at har man en kvinde med i sin D&D-kampagne, bør man tage højde for, at hun vil forsøge at tale sig til rette med orklederen (i stedet for at give ham en gang høvl, som jo ellers er det spillet lægger op til).

Hvis det er rigtigt, at kvinder vil spille rollespil, der handler om nære relationer, henvender  90% af det rollespil, der bliver spillet i Danmark sig ikke til kvinder. Faktisk kunne man gå så vidt som til at påstå, at kvinderne kan vælge imellem at spille mænd (eller meget mandhaftige kvinder), eller at indgå som en slags statister i mændenes spil. For hvis spillet handler om kamp, kan den kvindelige healer aldrig være en af hovedpersonerne.



Simones teori

Men der er alligevel noget forfejlet over min udtalelse til månedsmagasinet. Det handler om generaliseringen: Den antagelse, at kvinder er på en bestemt måde, og mænd på en anden. "Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus".

Det, der skurrer, er oplevelsen af at blive fortalt hvem man er, uden selv at have noget at skulle have sagt. "Du er kvinde, altså er du social". Bah. "Du er sort, altså er du god til sport og musik". Det holder bare ikke.

Jeg er netop blevet færdig med at læse Deidre Bairs biografiske værk om Simone de Beauvoir. Det var Simone, der første gang formulerede tanken om, at køn er en social konstruktion.  Altså en rolle, som samfundet pålægger os. Det er ikke fysiologisk at kvinder går i nederdel og har langt hår. Det er ikke fysiologisk at vi bruger makeup. Det er ikke fysiologisk at vi er bedre forældre, der tager os mere af afkommet. Det er ikke fysiologisk at vi tripper af sted med samlede ben, mens mændene vader af sted med lange skridt. Det er heller ikke fysiologisk, at vi er mere sociale end mænd, og at vi hellere vil spille rollespil, der handler om menneskelige relationer.

Det er altsammen del af en rolle. En rolle, der indgår i et kæmpemæssigt rollespil, der omfatter hele vores samfund. En kæmpestor frihedsberøvende lænke, der skaber en falsk ramme om vores personlighed, og som påvirker både mænd og kvinder. Vi har ikke valgt den rolle, den er blevet os påduttet udefra, på bekostning af vore sande identiteter. Træder vi ud af rollen (som transvestitter eller transseksuelle) bliver vi ofre for samfundets fordømmelse, og kan ikke længere indgå. Hvem vil forsvares i retten af en mand med læbestift? Dårlige rollespillere bliver socialt stigmatiserede.

Uheldigvis for os kvinder er der elementer i vores rolle, der tvinger os til en underlegen status i forhold til mændene. Det er ikke kun at vi skal tage mindre skridt. Det er også hele paradigmet om at vi er yang, mænd er yin. Vi er de passive, afventende, underdanige. Mændene er de aktive, fremadstormende, lederne.



Jeg vil selv skrive min rolle

Men hvad så? Hvor er vi henne? Sanne føler sig diskrimineret hver gang hun skal spille rollespil, der er skrevet til mænd, men samtidig er hun også vred over at skulle gå med samlede ben og skulle være åh, så social. Hun er jo umulig at stille tilfreds.

Nej, slet ikke. Det som jeg gerne vil - det, som gør mig glad - er at føle mig fri og ligeværdig. Jeg vil selv have lov til at vælge, hvornår jeg spiller kvinde, og hvornår jeg spiller mand. Hvornår jeg går med på samfundets rolle, og hvornår jeg vælger at overskride den. Som spiller til rollespilsscenarier vil jeg sikkert vælge det sociale spil for det meste, for jeg er hjernevasket med min kvindelige kønsrolle. Men det kan jeg leve med, hvis jeg ved, at det er mit eget frie valg, og ikke noget, jeg bliver tvunget til.

Som dansk kvinde har jeg et problem. Både generelt som individ i et samfund, der ikke vil indrømme, at det begrænser og diskriminerer mig, ved at påtvinge mig en kønsrolle, men også mere specifikt i forhold til rollespil. For det udbud af "kvinderollespil" jeg søger, findes ikke.

Hvis D&D varetager mændenes interesse for kamp, hvilket system varetager så kvindernes interesser? Hvis Hareskoven er for drengerøve, hvor skal man så gå hen for at spille tøserollespil?

Der er ikke noget svar. Så længe vi kvinder fortsat forholder os afventende, i vores gammelkendte, passive kvinderolle, så længe vi fortsat spiller statister i mændenes rollespil, vil der ikke være noget svar.

Jeg er en af de få. En kvinde, der tør tage æren for at lave rollespil. Dels fordi jeg har noget på hjerte (det er hvad der driver mig), men også fordi jeg er villig til at tage strygene. Jeg er betaler en pris for at være kvindelig rollespilsarrangør og scenarieforfatter.



Det, der gør mig bitter

Jeg oplever, at det provokerer.Ikke kun mænd. Jeg får de særeste reaktioner fra spillere af begge køn. En genfortælling af mig som én, der tror for meget om sig selv, og som skal sættes på plads. Det udmønter sig på subtile måder, men er ikke desto mindre kilden til min bitterhed: Det er den måde, hvorpå jeg forbliver unævnt og ignoreret i situationer, hvor alle de (mandlige) scenarieforfattere jeg sammenligner mig selv med bliver nævnt. Den måde, hvorpå mine idéer og opfindelser bliver tilskrevet andre (mænd). Den måde, hvorpå jeg bliver inviteret til at deltage i (ellers mandlige) ekspertpaneler, ikke fordi jeg er dygtig, men fordi der mangler en repræsentant for det kvindelige køn. Den måde, hvorpå jeg bliver ekskluderet af (mandlige) fællesskaber, fordi jeg ikke har samme "tone" og humor. Den måde, hvorpå nye scenariearrangører og -forfattere hellere vil have hjælp af en anden (maskulin) mentor, selvom jeg på papiret er mere kvalificeret. (Hallo! 15+ års erfaring med at lave scenarier!)

Småting. For hvert eneste eksempel kan der findes en anden forklaring end at jeg er kvinde: Det var en forglemmelse, vi havde ikke forstået det var dig, det var helt tilfældigt, vi troede alligevel ikke du havde tid.

Så lad os bare slå det fast: Det er mig, der er paranoid.

31 kommentarer:

Greis sagde ...

Hej Sanne,


Godt at se dig tilbage på din blog. Så har vi også en kvindeblog om rollespil (hvilket må være lidt forbandet, at i det øjeblik, du laver et indlæg på din blog, så kan du blive ’kvinden, der blogger om rollespil’).

Jeg tror, jeg vil komme med en kort bemærkning om det med statistikker, for jeg har lige netop et link her, som siger noget andet, end hvad du henviser til.

http://derrenbrown.co.uk/blog/2009/11/men-treat-friends-women/

Min pointe er egentlig, at jeg ikke rigtig kan se, hvordan din statistik om mænd, kvinder og relationer, siger noget om, at rollespil er og skal være så action- og voldspræget. At kamp er så udpræget i rollespil, siger for mig mere om hvorledes vores spil er struktureret af dets spilleregler, og at rollespil udspringer af krigsspil.

Omvendt vil jeg ikke forklejne dine udsagn om diskrimination. Det er i resten af samfundet, så det ville være usædvanligt, hvis det ikke også skulle forefindes blandt rollespillere. Hvorvidt det er værre eller bedre end andre steder, ved jeg ikke, om vi egentlig har noget materiale til at udtale sig ordentligt om.

Er dit indlæg et rant, eller er det her et oplæg til en diskussion af kønsligt orienterede rollespil, rollespil af kvinder, og rollespil rettet mod kvinder?
Og måske vi får lov at høre om scenarie-antologien?

Anders Frost Bertelsen sagde ...

Ja, det er dig der er paranoid... og så alligevel ikke.

Vi kan hurtigt blive enige om at der ikke er ligestilling i Danmark. Jeg synes i virkeligheden ikke at fraværet af kvindelige statsministre er så sigende (så mange forskellige har der heller ikke været siden '60'erne) som den behandling den eneste reelle kvindelige kandidat til posten har fået i pressen. Gucci-Helle er tydeligvis forfængelig (det er kvinder jo), og hvordan skal hun passe familien hvis hun bliver statsminister (for det er jo kvindens ansvar).

Nogle af de problemer du nævner er meget reelle, men ikke nødvendigvis rimelige at stille op som et diskriminationsspørgsmål. Hvis der mangler "kvinderollespil" fordi mændene ikke kan finde ud af at lave scenarier om følelser og troværdige kvinderoller har det intet at gøre med diskriminering, men det gør ikke det praktiske problem mindre. Jeg tror nu også opdelingen mellem mande- og kvinderollespil er lidt for firkantet. Ellers burde jeg vel ikke have Et Hjerte af Guld i min top 5 over favoritscenarier?

Du nævner også sociale fællesskaber, men der er jo også mænd der bliver ekskluderet af bestemte (mandlige) fællesskaber, fordi de ikke har samme tone og humor. Og jeg har også på Fastaval oplevet at føle mig ekskluderet i selskab med en flok piger, fordi samtalen bare ikke var en jeg kunne være med til.

Jeg tror ikke du er den eneste der har oplevet ikke at blive anerkendt som forfatter, få tilskrevet sine idéer til andres geni eller ikke være ønsket som mentor. Er du mere udsat for det fordi du er kvinde? På nogle måder er det den mest konspirationsteoretiske del af dit indlæg, men jeg mener også det er den vigtigste del. For hvis der er en kønsmæssig skævhed er der virkelig tale om diskrimination, og ikke bare en ærgelig men uundgåelig konsekvens af en overvægt af det ene køn.

Det kribler i mig mig for at spørge hvem der ikke nævner dig i hvilken sammenhæng (og hvem der omvendt bliver nævnt.), men det bliver nok lidt for specifikt til en blog.

Tommy Schouw sagde ...

Hmm, der er jo lidt stof til eftertanke her.

Generelt er jeg ikke enig i Simones teori omkring sociale køn. Tror mere det er en effekt af at "gennemsnitligt" er der forskel på mænd og kvinder, og at de forskelle gør dem bedre eller dårligere til visse opgaver. At der så er en rimelig stor spredning indenfor begge køn og deraf også et større overlap. Det er hvad folk oftest glemmer. Fordi det er så meget nemmmere at tænke i sort/hvid.

Indenfor rollespilsverdenen må jeg nok give dig ret, der bliver lavet meget "drenge/mande" rollespil, og meget mindre kvindespil. Det at du til tider bliver overset er jo en dobbelt effekt af at du som kvindelig arrangør/forfatter er så meget i undertal. Hvis folk ser dig "så vælger de dig kun fordi du er kvinde" hvis de ikke ser dig, "så er det også fordi du er kvinde".

Ikke ment som at det er dig der er paranoid, men som at folks "valg" vejer tager det med i pakken. Mandschauvinisten vælger dig fra fordi du er kvinde og dem i den modsatte lejr giver dig ikke ekstra opmærksomhed, fordi de så bare vil blive kaldt partiske.

Der er jo desværre væsentligt mere tabu at være en pro-feministisk mand, end det er at være et kvindehadende svin.

Så afslutningsvist kan det siges.
1. Ja, du er paranoid.
2. Ja, det er begrundet
3. Nej, det ændrer sig ikke før du får nogle flere kvinder ind i møllen.

anne sagde ...

Hej Sanne,

Det var en meget stærk post og det er modigt at skrive den. Jeg kan genkende meget af det, du skriver og især af de tanker du gør dig, selv om jeg ikke har formuleret det så klart for mig selv. Nu er jeg også primært bordrollespiller, hvor jeg har indtryk af, at du spiller mere live, og det gør en forskel.

Jeg selv hælder tungt til at antage, at de fleste af forskellene i kønspræferencer skyldes social indoktrinering - jeg mener, for fanden, jeg tog en naturvidenskabelig uddannelse, jeg er nødt til at tro, at kvinder faktisk kan lave "ukvindelige" ting. Men det er vel i sidste ende ikke dét, der er spørgsmålet.

Er spørgsmålene ikke
1) Hvordan sørger vi for, at de typer rollespil, der traditionelt appellerer til mænd, også er tilgængelige og skægge for kvinder?

og

2) Hvordan skaffer vi et udbud af "kvinderollespil"?

Jeg kan ikke formulere klare svar på de spørgsmål, og jeg kan slet ikke formulere en femårsplan for at lave et rollespilsmiljø, der er egalitært med 50% kvinder. Men jeg synes, de er interessante spørgsmål.

johs busted sagde ...

Det de andre siger… minus Tommys kritik af de Beauvoir, hvis man læser hendes Det Andet Køn er pænt tydeligt at hun om nogen ikke blot opstiller tingene sort/hvid, men selvfølgelig er hun ude med riven. Derudover er ”…men i virkeligheden er virkeligheden mere nuanceret”-kritikken verdens mest ubrugelige kritik, for verden er altid mere nuanceret. Det interessante er om de Beauvoir siger noget der er direkte forkert.

Noget andet er at jeg ikke her helt sikker på om man være paranoid, når det kommer til følelsen af diskrimination. Det er jo en indre følelse (der selvfølge er af sted kommet af ydre forhold), men hvis du har det sådan og synes det er vigtigt, så er det vigtigt for dig og dine omgivelser. ”for at behagede folk lige, skal de behagedes forskelligt” osv. På den anden side, er jeg ret sikker på at der findes paranoide og at de har alvorlig sygdom. Det synes dog ikke at være tilfældet her, med dig.

Som sagt det de andre sagde. Hvordan går det med antologien og er den tænkt kønspolitisk?

anne sagde ...

hmm... der er sindssygt mange ting, jeg gerne vil sige om det her, og de fleste af dem kan jeg ikke rigtig formulere, så jeg er sikker på, de giver mening. Men en af dem er:

Når folk fortæller mig om "Guernica" (som er et sejt scenarie) siger de, at det handler om to mænd, der er forelskede i den samme kvinde.

Når folk fortæller mig om "Et hjerte af guld" (som jeg ikke har spillet, men som læser som et sejt scenarie) siger de, at det handler om en mand, som har to kvinder, der er forelskede i ham.

Og det betyder naturligvis ingenting. Men det betyder alligevel noget.

Matthijz sagde ...

Hahaaa, vi er bare menn som kommenterer her :)

Ja, men du har jo rett, Sanne. Kjønnsrollemønster binder og undertrykker. Mest for kvinner, vil jeg tro; også for menn.

(Selv har jeg merket en slags pendel-effekt i hele debatten: Det er forventninger om at jeg som far skal sette mine barn framfor alt i mitt liv, og bruke min sosiale tid på å fortelle alle hvor vidunderlige de er. For slik er jo moderne fedre. For meg kjennes det unaturlig. Jeg vil da selvsagt snakke om rollespill, ikke bare familie!)

Anyways. Du er jo en utrolig dyktig artikkelforfatter og rollespillforfatter. Hvis jeg noengang har sagt noe annet, er det bare fordi jeg er misunnelig på deg. Ikke fordi du er kvinne.

Sanne Harder sagde ...

@Greis: Jo, jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage denne her debat. Jeg har altid meget travlt i mit liv, så det er ikke sikkert jeg svarer så hurtigt, men hvis jeg er heldig, kan det være der er nogle andre kønsfæller, der kan pitche ind :)

Jamen, det er jo interessant med statistikkerne, at de er så tvetydige. Måske er det, fordi det netop *er* tvetydigt om kvinder er mere sociale end mænd. Jeg synes jeg er stødt på påstanden flere steder, men måske er det bare en påstand? Ligesom at sorte mennesker er mere musikalske...

I forhold til det med at mænd er til krig, og piger er til snakke-rollespil: Det er jo ikke kun i rollespil at den tendens er der. Der er f.eks. kommet en ny kanal, Kanal 6, der påstår at den sender drengerøvs-tv. Det vil med andre ord sige serier om superhelte, rummænd og folk, der slår på tæven. (Jeg har det lidt ligesom Anne: Jeg sidder og ser det, og undrer mig over at skaberne af Kanal 6 åbenbart synes jeg er en mand).

@Tommy: Det er et mærkeligt dilemma at havne i: Jeg vil ikke inviteres fordi jeg er kvinde - men på den anden side vil jeg jo gerne inviteres! Vi har lige haft snakken i forhold til vores Fastaval-scenarie, da vi er en gruppe af kvinder, der skriver sammen: Var vi en gruppe, fordi vi ønskede at manifestere os som kvindelige forfattere? Eller var vi en gruppe, fordi vi følte os trygge ved hinanden, og gerne ville skabe noget sammen? Vi er endt med at blive enige om, at det er det sidste, der er tilfældet. Men jeg må indrømme, at jeg har været usikker undervejs, og på en eller anden måde betyder vores køn mere (eller i hvert fald noget andet), end hvis vi havde været en ren mandegruppe.

@Anne: Oh, dejligt at se en anden kvinde på bloggen. Og tak for rosen ;)
Jeg bliver lidt nysgerrig: Når nu du har en "ukvindelig" naturvidenskabelig uddannelse - er du så også til hack n' slash? Jeg har set dig i kjole, så du bekender dig ikke helt til den mandlige kønsrolle ;)

Sanne Harder sagde ...

@Johs: Jeg gør selvfølgelig ikke Simone ret, når jeg forsimpler. Jeg giver dig ret i, at Tommy nok ikke skal afskrive hende på baggrund af min beskrivelse :)
Ja, følelsen af diskrimination er ægte nok. Og jeg kan selvfølgelig spekulere over, om jeg er overfølsom på grund af omstændighederne (kvindernes historiske vilkår i Danmark, samt nuværende vilkår i nuværende kulturer verden over), eller om der er noget reelt i det. Men personligt oplever jeg, at der er så mange tilfælde, at det bliver til at mønster.
Nej, vores antologi er ikke tænkt kønspolitisk. For min skyld måtte den nu godt have været det, men det er meget forskelligt hvad vi har på hjerte. Desuden har jeg lidt fået mundkurv på, da det er hemmeligt hvem, der skriver hvad. Efter min rant om Simone vil du nu nok ret hurtigt kunne genkende mit scenarie ;)


@Anne: Både Guernica og Et hjerte af Guld er kvindescenarier i den forstand, at de handler om følelser og relationer. Generelt er hovedpersonen i skønlitterære fortællinger en mand - fordi sådan er konventionerne. Men jeg laver næsten altid kvindelige hovedpersoner, fordi jeg er bedre til at skrive kvinder. I Et hjerte af guld er der tre kvinder og én mand. Ingen af kvinderne vil i virkeligheden have ham, men de bruger ham som redskab i deres statusspil. Det er måske ikke helt så eksplicit, men det er sådan jeg har tænkt det. Jeg syntes det var en interessant mekanisme.

@Matthijs: Jeg ved ikke hvordan det er i Norge, men min mand, Sebastian, har simpelthen skulle høre så meget for at tage 7 mrds. barsel. Jeg synes ikke der er nogen, der forventer at han sætter sit barn fremfor alt - tværtimod har han skullet forsvare de syv mrd. Til gengæld oplever jeg kommentarer som "nej, hvor må du savne din søn" hver gang jeg er væk fra ham, og "det må være hårdt for din søn, at han skal være alene med sin far".
What? Hvorfor er det mere hårdt at han er alene med Sebastian, end når han er alene med mig?
Jeg synes generelt der er en irriterende hellighed, når det gælder forælderskab. Men det er nok en anden diskussion...
Og tak for smigren, den tager jeg gerne imod :)

Angående Fastaval har jeg ikke rigtigt prøvet at kategorisere hvad der er "kvinderollespil" og hvad der er "manderollespil". Det kan være, jeg burde give det et forsøg. Om ikke andet er det dejligt provokerende!

Kristoffer Apollo sagde ...

Hej Sanne,

Det er sjovt, min første reaktion er, at jeg om noget har set positiv særbehandling af kvinder i rollespilsmiljøet. Jeg tror, noget af forklaringen på dine spørgsmål er, at rollespil som udgangspunkt næsten ikke havde kvindelige deltagere. Tilbage i 80'erne var kvinder et særsyn på con'er - og jeg husker, hvor glade vi alle sammen blev, da der begyndte at komme flere kvinder, og hvor begejstret man kunne være, over at der fx også var kvinder, der kastede sig over at skrive scenarier ... Selv i dag vil jeg påstå, at det generelt er nemmere at opnå anerkendelse som ny kvindelig scenarieforfatter end ditto mandlig. Fordi kvinderne stikker mere ud pga. deres køn. Eksempel: Da jeg så Fastavals program til næste år, tænkte jeg: "Fedt, mange nye kvindelige forfattere!"

Omvendt er der jo ingen tvivl om, at der i det danske samfund som helhed er diskrimination. Få kvindelige topchefer, ikke ligeløn osv. - selv om det vel kun er Søren Krarup, som åbenlyst taler imod ligestilling, og langt de fleste danskere ærligt går ind for ligestilling. Hvis der er diskrimination af kvinder i dansk rollespil, tror jeg, der er tale om den samme form for strukturel diskrimination, som du ser i samfundet generelt - altså mønstre, som du kan konstatere, uden at du kan gøre nogen direkte ansvarlige.

Men spørgsmålet er så, hvor meget af det, der kan forklares med, at rollespil startede med at være 100% mandsdomineret - og hvor meget der reelt er udtryk for gentagelse af diskriminerende mønstre, vi har 'lært' andre steder?

Når der er så få 'kvindescenarier', skyldes det så, at udgangspunktet er D&D med dets middelalderunivers kombineret med den amerikanske drøm om xp og guld ... eller handler det om, at vi i vores scenarieskrivning gentager den vestlige kulturs præference for 'mandehistorier' som 'gode historier'?

Det sted, hvor jeg tydeligst har set en snert af diskrimination i rollespil, er faktisk i Ottodommer-arbejdet. Som du ved, mener jeg, at begge køn skal være repræsenteret i panelet - hvilket pga. kønsfordelingen i miljøet betyder, at det bliver en særlig kvalifikation af være kvinde, når dommerne skal findes. Det irriterer mig ad helvede til, at det skal være sådan, men det er baseret på, at jeg har hørt mandlige dommere kalde scenarier for 'tøsede' eller tilsvarende, uden at det var pænt ment. Ligesom jeg i øvrigt har oplevet, at en kvindelig dommer ved navn Sanne Harder mente, at et klassisk 'maskulint' militær/action-scenarie slet ikke havde nogen værdi som rollespil. :-)

Og det er jo naturligvis grundlæggende diskriminerende at mene, at man pr. definition er bedre til at bedømme et 'kvindescenarie', bare fordi man er kvinde (og vice versa) ...

(fortsættes)

Kristoffer Apollo sagde ...

Og omvendt, når du skriver om din følelse af manglende anerkendelse, så bliver jeg også provokeret til at spørge: Hvordan ved du, at den følelse er anderledes og/eller mere berettiget end den følelse af manglende anerkendelse, som langt de fleste frivillige i miljøet garanteret har siddet med på et tidspunkt? Er det anderledes end alle vi andres pissefølsomme reaktioner omkring vores indsats og hjertebørn? (mere generel note: den tanke opstår også af, at jeg synes, den største svaghed ved moderne feminisme er villigheden til at bruge diskrimination som årsagsforklaring)

Og omvendt, så plejer man at sige, at en væsentlig grund til, at kvinder i samfundet generelt har sværere ved at opnå anerkendelse i form af fx løn, er, at kvinder ikke er så gode til at føre sig frem. Kan den pointe overføres til, at kvinderne i rollespilsmiljøet ikke er så gode til at være selvhævdende, larmende og nøgne, som fx NBH og Absurth har været det? Og hvis de var, ville de så blive udsat for Gucci-Helle-effekten, som Anders er inde på?

Jeg ved tydeligvis ikke, hvad jeg helt præcist mener om det her emne. :-) Men det er et interessant emne ... og personligt ville jeg fx gerne se flere 'kvindescenarier'.

Fun fact: På dette års Fastaval blev 67% af scenarierne med kvindelige forfattere belønnet med en Otto. De mandlige forfattere blev tydeligt forfordelt, da kun 21% af deres scenarier vandt en pingvin.

Kristoffer Apollo sagde ...

Hm, og det er jo så Kristoffer Apollo, der står for ovenstående to kommentarer.

Kristoffer Apollo sagde ...

P.S.: Det kan godt være, at jeres antologi ikke er tænkt kønspolitisk, men den bliver den i praksis. Åbenlyst. Og hurra for det.

Tomas HVM sagde ...

Hei Sanne!

Du skriver godt og klart om et problem som har fulgt rollespillene så lenge jeg har kjent dem. Og du har rett i masse av det du sier. Rollespill er kjønnsdiskriminerende, av den enkle grunn at de usynliggjør og umuliggjør de valgene vi alle forbinder med en "kvinnelig væremåte".

Jeg mener ALLE rollespillere lider under mangelen på mangfoldighet i spilltema og metodikk.

Dette er valg som nektes oss menn også, vi som ønsker å definere oss utenfor den gamle måten å være mann på, som ønsker å finne nye modeller for vår mannlighet.

Så tusen takk, Sanne, for at du tar opp dette på en så seriøs og god måte. La oss sammen gjøre noe med det! La oss skape rollespill som øker mangfoldet for oss alle!

MHK sagde ...

Hei, jeg kjenner ikke til deg som rollespillskaper, men følte jeg måtte legge inn en kommentar likevel.

Nei, du er absolutt ikke paranoid. Men jeg kjenner følelsen av tvil, av at man tror det kanskje kan være innbildning selv om man VET innerst inne at det ikke er det. Det er kanskje ikke slik i så stor grad i rollespillmiljøet i Norge, ikke for meg personlig, og i alle fall ikke i den grad du beskriver. Men jeg merker at når jeg er på sammenkomster for rollespillere at jeg blir stirret på.

Jeg har jo dog en ganske "mannhaftig" oppførsel til tider, som resulterer i at folk spør meg om jeg er lesbisk. Det er jeg ikke. Jeg har spurt meg selv hvorfor de tror det, og det har nok noe med sosiale roller å gjøre (som den mannlige advokaten med leppestift du nevner). Jeg har aldri gått med "samlede ben" og aldri bedt om unnskyldning for hvem jeg er, og det har gjort meg godt både som kvinne og som person.

Fortsett å sette lys på det som er viktig! Noen må gjøre det.

Dina sagde ...

Hei Sanne.
Du skriver fantastisk om noe som lenge har preget samfunnet vårt.
Du beskriver her noe som jeg har merket noe til også her i Norges samfunn, det er få jenter som spiller rollespill, og er åpne om det.
Jeg er nok en av de som gjør mest av meg.. :D

Rollespill er jo ikke hovedsakelig en guttehobby. Det finnes måter å spille på legge fokus og vekt på ting i rollespill som gjør det mer.. ja... jentevennlig..

Under the Skin, Shooting the Moon, og Breaking the Ice er spill skrevet av en jente for jenter. Selv om jeg bare har spilt dem med gutter foreløpig.. hehe

Det finnes bra ting der ute, slike som meg og deg, jenter med stemmer som skaffer en bedre balanse i spillverdenen..

Måtte du forsette å gjøre en fantastisk jobb.

johs busted sagde ...

og grunden til de mange smukke norske indlæg:

http://n4f.no/forum/showthread.php?t=9719

:D

Martin Nielsen sagde ...

Spennende lesning for en som kommer rett fra to dagers hard drikking med danske rollespillere. Da jeg var med på Landstingsfesten til LR/Sleipner i helgen stilte jeg tilfeldigvis en god del spørsmål til folk jeg snakket med om kjønnsperspektiver i dansk laiv. Jeg fikk mange tilbakemeldinger på at kjønnsperspektivene i dansk laiv først hadde blitt gjenstatt for debatt de siste månedene i Danmark. Når det gjaldt banelaiv virket kjønnsperspektivet helt fraværende. Inntrykket mitt er at det er en lang vei å gå når det gjelder kjønnsrollene i dansk laiv, men at det finnes mye vilje til å jobbe med dette, både blant gutter og jenter.

Jeg tror en av nøklene er å få frem kvinnelige rollemodeller som kan inspirere de kommende generasjonene kvinnelige rollespillere. Derfor tror jeg ikke det nødvendigvis er riktig å rette skytset mot de som inkluderer en kvinne i panelet "fordi hun er kvinne". Det skal naturligvis være noen som er kvalifisert, men i et mannsdominert miljø er bevisste veivalg i slike sammenhenger helt nødvendig for å få frem kvinnelige rollemodeller.

Har man f.eks 20 kvalifiserte navn på "blokken" til et panel, la oss si 16 menn og 4 kvinner, og man skal velge ut tre personer, er ca 50% sjanse for at alle tre blir menn om man velger ut helt tilfeldig. Nettopp derfor mener jeg at man i slike tilfeller kan gjøre en forskjell ved å sikre at minst en kvinne kommer med.

Jeg gleder meg til å se hvordan debatten i Danmark utvikler seg. Her hjemme i Norge vet jeg at det er mange som planlegger å satse mer på laiv for barn i tiden fremover, og jeg håper at vi her kan lære av erfaringene fra Danmark om hvordan dette har blitt så stort, men at vi samtidig kan klare å ivareta en bedre kjønnsbalanse. Trolig er det viktigste stikkordet kvinnelige arrangører.

Marie Wolfsberg Oscilowski sagde ...

Hej Sanne

Hmm.. Jeg vil virkelig gerne sige noget om det her emne, for jeg synes det er vigtigt og aktuelt. Og så skal man jo lige samle tankerne så det kan blive sagt ordentligt.

Når jeg hører fra dig eller andre kvinder, at de føler sig diskrimenet, vil min umiddelbare tanke aldrig være "Hvor er du paranoid!" men snarere "Øv, hvad kan vi så sammen gøre ved det, så alle har det rart?" (Jeg er opdraget af min hippiemor der ikke står tilbage for noget)
Og jeg tror at det vigtigste er at sige det højt. Hele tiden og igen og igen for så må debatten til sidst være hørt så meget at stilling må være taget og noget må kunne gøres. Eller det håber jeg i hvert fald. Så sejt første skridt!

Tilbage til min hippiemor der har brændt bh'er og gået med lilla ble, primært for sin egen, men også virkelig meget for min og min søsters skyld! Og jeg er sikker på at det har gjort en forskel. Ikke så meget rent praktisk, men i den måde jeg (og min søster) ser os selv på. Jeg tror en af de største farer for kvinder er, at falde for den fælde at de ikke "kan finde ud af at slå i bordet" eller at de "er til bløde værdier" fordi normen siger at det er de. Der var en der sagde at hun altid havde gjort hvad hun ville og det var godt for hende som kvinde og som person og det tror jeg er meget essentielt. Og så tror jeg man skal se sig selv som mennesker først og kvinde bagefter. For jeg tror der er en forskel på mand og kvinde og at den ikke altid er skidt. Men der bør ikke være forskel på den værdi vi har som menneske.

Så er der en anden ting, som jeg endda tror vi har talt om før. Kvinder mod kvinder.
Jeg ved ikke om det er det samme med mænd, men kvinder har en meget ærgerlig tendens til at spænde ben for hinanden. Og det har jeg især oplevet i rollespilsmiljøet. Der har været en tendens til at nogle kvinder har en gruppe mænd som er "deres" og hvis de (mændene) taler med en anden kvinde, skal hun helst udryddes eller i hvert fald eksluderes fra miljøet. Og hvad sker der for det?! Jeg har heldigvis ikke oplevet meget af det de seneste år og måske er det primært en ting for unge rollespillere, men det er stadig en meget, meget, meget kedelig tendens. Og tror måske det kan være med til at skræmme nogle kvinder væk.

Hvilket bringer mig til det sidste punkt som handler om tal. Der er en overvægt af mænd i miljøet. Det er ikke nødvendigvis skidt, men jeg tror det gør en stor forskel. Jeg tror nemt at man kan springe til den konklussion at en kvinde bliver valgt til fx ottodommer "bare fordi hun er kvinde" hvis der ikke er så mange kvinder at vælge imellem. Forstået sådan: 1) der skal vælges ottokommite 2) man vil gerne have begge køn repræsenteret 3) der er masser af mænd, man vælger de bedst egnede 4) der er ikke så mange kvinder, man vælger den bedste "af dem der er".
Jeg ved overhovedet, overhovedet ikke om det er sådan der tænkes og jeg tror faktisk ikke at det er sådan kommiteen tanker. Det tror jeg virkelig ikke. Men jeg er bange for at det er sådan andre tænker. Derfor ville et større ligevægt mellem køn, måske bringe til større ligestilling?

Afslutningsvist. Jeg anser dig ikke som paranoid. Jeg synes man skal tænke mere på menneskelige værdier end på køn (og så må kvinder (og mænd) finde sig i at de ikke altid er de bedst egnede til et job). Jeg synes vi skal holde op med spænde ben for os selv og hinanden (både som kvinder og som mennesker).
Derudover vil jeg sige at jeg generelt føler mig velkommen i miljøet, men at jeg hører om alt for mange der ikke føler sig velkomne. Det er for mig ligemeget om det er mænd eller kvinder der ikke føler sig velkomne, jeg synes bare, at det er et fælles ansvar at sørge for at alle føler sig lige godt tilpas.

Sanne Harder sagde ...

Tak for alle de mange kloge ord - og specielt tak til nordmændene og Matthijs, der har krydset sprogbarriererne. Jeg bliver helt genert over rosen *blush*

Jeg ved ikke selv helt hvor jeg står overfor den positive diskrimination. På den ene side er det jo tydeligvis nødvendigt "kunstigt" at invitere kvinderne indenfor, ellers har manglen på kvinder en selvforstærkende effekt. Men på den anden side er det også drønirriterende at blive inviteret som ekspert, og så være i tvivl om man er der fordi man kan noget, eller fordi man er kvinde! Hvor ville det være rart for selvtilliden at kunne føle sig overbevist om det første. Men tvivlen er der altid.
Uanset min irritation må jeg nok se i øjnene, at positiv diskrimination er et nødvendigt onde, der delvist er opstået som følge af kvindediskrimination, men på den anden side også fordi nogen prøver at puste kunstigt liv i en udvikling. Og resultatet af denne udvikling (ultimativt at kvinder og mænd bliver ligeligt repræsenteret) vil jeg jo gerne.

Jeg synes lige jeg vil præcisere min holdning til kønsroller. Jeg opfatter dem som kunstige - men status quo er at det er svært at sætte sig ud over dem. Det at sætte sig ud over sin socialisering (habitus, hjernevask eller hvad man nu vælger at kalde det) tager både mod og tid. Jeg har selv meget svært ved at sætte mig ud over min kønsrolle. Både fordi jeg frygter stigmatiseringen (som MHK der fortæller, at hun bliver spurgt om hun er lesbisk), men også fordi jeg hele mit liv er grundigt opdraget til, og har øvet mig på, at tænke "kvindetanker", og have "kvindeinteresser".
Derfor taler jeg om rollespil, der handler om relationer og følelser som "kvinderollespil", selvom jeg samtidig opfatter det som diskriminerende.

Men det gør mig samtidig forhåbningsfuld, når det lykkes nogen at skrive noget, der overskrider disse grænser.
I den forbindelse vil jeg fremhæve en dansk scenarieforfatter ved navn Mikkel Bækgaard. Han skriver konsekvent om følelser og relationer, selvom han er mand. Men han får også på puklen for det. Igen er det små ting, og "bare for sjov", som når hans scenarie "Svanevang" bliver kaldt "Svansevang" (svans = nedsættende ord for homoseksuel på dansk). Heldigvis er Mikkel tilsyneladende fuldstændig ligeglad. Det havde jeg nok haft svært ved at være.

Bortset fra det oplever jeg kønsdiskriminationen meget voldsommere i det danske liverollespilsmiljø end i bordrollespilsmiljøet. Men det kan selvfølgelig være tilfældigt.

Anonym sagde ...

Hej Sanne,

Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener med kvinderollespil. Det forekommer mig, at du ud fra den omtalte statistik konkluderer, at ’følelser og relationer’ er noget, som falder ind under kvindens domæne, og derfor er mandlig beskæftigelse med det noget, som overskrider grænser.

Ligeledes er jeg heller ikke sikker på, hvor du vil hen med dit eksempel omkring Mikkel. Jeg har godt nok ikke stødt på øgenavnet Svansevang før, men er din pointe, at folk betragter den form for scenarieskrivning som ”homo”? Hvad så med forfattere, der skriver ting, som Auto de fe, Unik eller … And Good Riddance? Er det også ”kvinderollespil”? Eller er det en helt bestemt måde, man skal beskæftige sig med følelser og relationer? Og er alt andet så manderollespil, eller hvorledes?

Anders Frost Bertelsen sagde ...

Hej Sanne

Jeg tror du har misforstået hele øgenavnstingen omkring Svanevang. Det er en intern joke, der handler om at omdøbe alle Fastaval-scenarier til titler der minder om fonetisk, men er lidt åndssvage. Mine sidste to scenarier er blevet omdøbt til Den Brændende Vensild og Dusk, Klaus har skrevet scenarier som Snackers, Spermica og Hør Fødslen. En af mine personlige favoritter er Brian Rasmussens Port Culotte, og Mikkel har for eksempel også skrevet Bjørnobscuro (fordi der jo naturligvis er bjørne på ethjulede cykler med i Chiaroscuro). Pointen er, at det er meget kærligt ment, og at der bestemt ikke ligger nogen særlig "sikke noget homo-føle crap du har skrevet" i det. Det kunne lige så godt have heddet Svanestang, men det kom det nu engang ikke til.

Kristoffer Apollo sagde ...

@Marie: Lidt OT, men uddybning af det med Ottokomiteen: Drivkraften er, at man skal have sat en så bredt dækkende komité sammen som muligt, i forsøget på at kunne give alle scenarier en ligeværdig behandling. Det vil sige, at der bør være både systemnørder og friformselskere, både detaljeorienterede analytikere og entusiastiske kunstnertyper, både hardcore bordrollespillere og livere ... og så videre. Og altså også både kvinder og mænd, fordi køn som nævnt kan betyde noget for bedømmelsen af et scenarie (det er i hvert fald min erfaring). Som overdommer sammensætter man så et panel, der så vidt muligt dækker alle de her tilgange til rollespil. Så det handler ikke om at vælge nogle, fordi de er kvinder, men om at vælge et bredt sammensat panel af kompetente dommere, hvor det at være kvinde bliver en slags ekstra kompetence, fordi mændene simpelt hen er overrepræsenteret.

Men det kan selvfølgelig også bare handle om, at bl.a. undertegnede ikke har god nok indsigt i, hvilke kvinder i miljøet der kunne kandidere til panelet, og derfor har flere mænd top-of-mind.

Bortset fra det har du også fat i noget rigtigt i det med kvinder, der holder andre kvinder nede - også i forhold til at fastholde traditionelle kønsroller (jeg vil fx gerne vædde med, at det er en kvinde, som har fortalt Sanne, at det var synd for hendes barn, at han skulle tilbringe så meget tid sammen med sin far som spæd).

Kristoffer Apollo sagde ...

@Sanne: God pointe omkring Mikkel, men den kunne jeg godt tænke mig at brede lidt ud. For min oplevelse er da, at der bliver stukket til alle i Fastaval-forfattermiljøet. Alle scenarier kan få fjollede øgenavne, og mange forfattere har en slags personligt brand, som der på én gang er stor respekt for og bliver taget lidt pis på.

Jeg opfatter det ikke som ondsindet, men samtidig er der ikke tvivl om, at det - set med traditionelle kønsrollebriller - er en udpræget maskulin omgangsform. Det er omklædningsrumsnakken, den konstante hakken status af i forhold til hinanden. Og det kan garanteret være sværere for kvinder at navigere i, især hvis de er opdraget efter klassiske kønsrollemønstre. Men omvendt tror jeg, at det er præcis lige så svært for nytilkomne at komme ind i, for det handler om at ramme den indforståede tone i et socialt fællesskab (og føle, at man har status til at kunne være med). Det er der, elitesnakken begynder ...

P.S.: Og nu bliver jeg nysgerrig og nødt til at spørge, hvad der har fået dig til at slå moderator-funktionen til?

Troels Ken Pedersen sagde ...

Debattråden på liveforum viser i alt fald, at der er noget om snakken: En del kvinder (og mænd!) som godt vil diskutere spørgsmålet, og en del mænd som insisterer på at der ikke er noget problem, og derfor skal folk holde kæft! Hvis der er en gruppe mennesker der føler, at de har et problem, så er der et problem. Og reaktionerne lader mig ikke i tvivl om, at de har en del at have følelsen i.

MHT Simone de Beauvoir, "manderollespil" og "kvinderollespil", så synes jeg at jeg ser en hel del socialt køn i disse begreber. Nu er det jo ikke fordi kønsroller er uvirkelige, bare fordi de er sociale (som du selv siger, Sanne), men havde jeg ikke fundet rollespil med følelser og menneskelige relationer i, havde jeg nok mistet interessen for rollespil for fem-ti år siden. Jeg synes det er værd at holde fast i, at kønnet i M/K-rollespil i høj grad er af social karakter, og at jeg som mand ikke ville være glad og tilfreds, hvis jeg var begrænset til min "rette" kategori (selvom lidt eksplosioner i ny og næ nu kan være udmærket).

Sanne Harder sagde ...

Jeg kan godt huske både Port Culotte, Suppeheroes og Bjørnobscuro. Men det som jeg synes er påfaldende ved netop "Svansevang", er at der er tale om et meget *følsomt* scenarie. (Scenariet handler om kærlighed, forelskelse og jalousi i midten af 1800-tallet).
Og jeg oplever som sagt, at følsomhed hos mænd ofte bliver skildret som homoseksuelt. I det hele taget oplever jeg en tendens til, at de homoseksuelle har patent på at overskride de kønsspecifikke mønstre. Jævnfør igen MHKs kommentar.

Jeg er ret overbevist om, at det ikke er så tilfældigt, at Mikkels scenarie ikke hedder Svanestang.

Jeg har desværre ikke læst dit "...And Good Riddance", Morten - hvilket helt sikkert er for dårligt :)
Jeg synes Auto de fe og Unik adskiller sig fra Svanevang på et væsentligt punkt: Selvom de beskæftiger sig med følelser, er de også begge to meget intellektuelle. Intellektualitet betragtes jo traditionelt som noget maskulint.

Det jeg vil karakterisere som "manderollespil" er det andre opfatter som generisk eller typisk rollespil. Der er tale om en type scenarier, hvor kvinderne figurerer som sexobjekter i chain mail-bikini (ludere) og healere (madonnaer), og hvor fokus er på kamp.
Fastaval- og Forge-traditionerne afviger tit fra denne form for fortælling. Men hovedparten af rollespillerne spiller jo ikke con- og Forge-scenarier, så på den måde er det et dårligt eksempel at bruge. Det er nok mest udtryk for, at det er hvor jeg selv slår mine folder.
I forhold til Danmark synes jeg problemet er mest udtalt i liverollespil, og i særdeleshed juniorlive. Hvilket er ekstra ærgerligt, når nu det netop er juniorlive Danmark er særligt kendt for i resten af Norden.

Jeg er helt og aldeles enig med Troels i, at det er møgkedeligt at skulle holde sig til sin "egen" kønsrolle! Jeg vil dælendyleme da have lov at se Heroes på Kanal 6. Ligesom Troels vil spille "kvinderollespil". Og vi kan jo hjælpe hinanden ved at forholde os accepterende til disse overskridelser (og heller ikke kalde kvinder for mandhaftige eller lesbiske, fordi de fører sig frem).
I forhold til Fastaval har Kristoffer ret i, at problematikken også handler om at kongressen er indspist og med mange traditioner. Det kan oven i købet godt være, at jeg som kvinde faktisk bliver forskånet for meget af det værste. Jeg glemmer aldrig da jeg som ung og eksperimenterende pige klædte mig ud som mand, og gik til fest. Det var næsten umuligt at komme frem til baren for at købe en bajer til mig og min pige :)
Jeg synes statushakkeriet er ærgerligt. Men dog ikke lige så utilstedeligt som det år, hvor kvinderne på banketten fik deres kavalergang filmet...

Jeg har slået moderatorfunktionen til, fordi der kom for meget spam på bloggen - øv, irriterende! Jeg håber ikke det vil afholde nogen fra at poste.

Anders Frost Bertelsen sagde ...

Jeg har tænkt en del over det med Svanevang. Jeg tror du har ret i, at det ikke er tilfældigt at det blev til Svansevang, men jeg tror faktisk ikke indholdet er specielt relevant. Jeg tror snarere det handler om, at mange mænd (herunder åbenbart os) får instant underholdning ud af homo-jokes. Det kan man mene er slemt nok i sig selv, men jeg tror ikke det har noget at gøre med følelserne der er på spil i Mikkels scenarie. Min pointe er, at hvis der bag titlen Svanevang havde glemt sig et hårdkogt scenarie om rockerborgen på Svanevej, ville det stadig være blevet til Svansevang, fordi det bare er sjovere end Svanestang (selvom det i stigende grad giver mig et smil på læben).

En helt anden ting jeg har tænkt på i forbindelse med hele den her debat er spilledning. Jeg tror kun jeg har haft en kvindelig spilleder to gange (Et Hjerte af Guld og Felicia's Fortælling), og jeg har spillet omkring 75 scenarier ifølge min oversigt på Alexandria. Jeg husker heller ikke at kvinder har kørt mine scenarier, og de kvinder jeg kender på Fastaval er kun i lille omfang spilledere, mens der faktisk er flere af dem der er forfattere.

Har jeg ret i, at kvinder er underrepræsenteret som spilledere? Hvad er det der gør det? Hvis det bl.a. er de diskriminerende strukturer der tidligere har været oppe at vende, er der så en grund til de giver større udslag på spilledning end scenarieskrivning (hvis jeg har ret i den iagttagelse)?

Troels Ken Pedersen sagde ...

Jeg var ved at tygge mig igennem et psykologisk studie om kvindelige rollespillere, da jeg i et interwiew faldt over noget ret interessant, grænsende til et guldkorn:

"Interviewer: Are there things that make each of these uniquely female or feminine hero types, different from male/masculine heroes?
Emily: All of the uniquely female are defined strongly by gender roles, whether transgressing them or embodying them."

Det siger noget ret dybt om vores kulturs kønsopfattelser, som jeg tror er højst relevant for diskussioner om køn og rollespil.

Kilden kan findes her:

http://etd.ohiolink.edu/send-pdf.cgi/Dyszelski%20Christopher%20Justin.pdf?acc_num=miami1146539391

Anonym sagde ...

Hej Sanne et al.,

Et kort indskud til at begynde med: Det er Malik, der har skrevet "... And Good Riddance!". Jeg har alene haft fornøjelsen af at spillede scenariet et par gange, men forfattertitlen går alene til Malik.

En interessant henvisning du, Troels, har set i det speciale omkring kvinde-fortællinger (og så må jeg vist hellere få sat det speciale på læselisten). Det er interessant, og jeg har bemærket det andetsteds. I forbindelse med, at jeg søgte noget viden omkring Campbells Hero's Journey, som er så central for en god del af Hollywoods produktioner, stødte jeg på noget kritik af modellen.

Her er et par links fra Wikipedia:
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Hero_with_a_Thousand_Faces#The_hero.27s_journey_and_women

http://en.wikipedia.org/wiki/Monomyth#Criticism

Jeg kan ikke lade være med at overveje i hvilket omfang Emily sigter mod Campbells monomyte i hendes kommentar? Og det bringer mig også videre til at overveje, hvad type fortællinger det er, der er i rollespil i forhold til både monomyten, hero's journey og Emilys kommentar?

Apropos Anders' bemærkning omkring kvindelige spilledere, så kan jeg kun huske at have haft tre kvindelige spilledere på conner to-tre uden for connerne. Det er langt i undertal i forhold til hvor mange kvindelige rollespillere, jeg har spillet med. Det kunne være interessant at kigge på det misforhold der er her. Hvad betyder det at have en kvindelig spilleder i forhold til en mandlig?

Troels Ken Pedersen sagde ...

MHT. Emilys bemærkning er det vist kun indirekte om Campbell og mere om at alle de aktive roller traditionelt har været mandlige, så hvis kvinder skal have aktive roller i fiktion (og det skal de jo gerne som rolle-spilpersoner) er det oplagt, at de skal forholdes kraftigt til deres afvigelse fra normen, enten markant/heroisk afvigelse afvigelse (såsom kvinder forklædt som mænd, eller "gritty" heltinder som Ellen Ripley/Sarah Connor, der starter med at være kvindeligt forskræmte, men ender med at være mere rå og ryggesløse end mændene i historien), eller ved at identificere sig meget kraftigt som kvinder (såsom moderlige helbredere eller kvindelistige manipulatorer). Så pointen er nok mere at kvindelige helte skal måles op imod "the male default", som jo så igen kan relateres til Campbell & co.

Kvindelige spilledere? Godt spørgsmål. Jeg er vist ikke kvalificeret til at udtale mig om live-rollespil. Jeg kan komme på fire kvindelige spilledere, jeg har spillet med under private former, og så fire til på conner (med et sammenfald med private former, og én var tilbage i dele af 90'erne, som står lidt tåget). I privaten synes jeg ikke, der i min erfaring er nogen skrap afvigelse mellem andelen af kvindelige spillere og spilledere, men for connernes vedkommende er der en ret markant mindre del af kvindelige spilledere i forhold til andelen af kvindelige spillere, som jo efterhånden ikke er helt uanselig.

Hvad betyder det? Spillederen er en autoritetsfigur som samtidig fremstår mindre kreativ/sjov og mere administrativ/ansvarsagtig end både forfatteren på den ene side og spillerne på den anden. Ikke mindst står spillederen i et system-scenarie til ansvar for reglerne, noget som jeg har observeret at mange i øvrigt selvsikre kvindelige rollespillere ikke er meget for (tendens med undtagelser, men markant tendens). I øvrigt har jeg både privat og på conner oplevet en markant tendens til, at kvinder spilleder ting, de også har forfattet. Faktisk har jeg kun i indie-spil (og den der lidt tågede gang i 90'erne) oplevet, at en kvindelig spilleder ikke også var forfatter på stoffet, hvor mænd ofte kører spil skrevet af andre.

Hvis jeg skal være lidt lommepsykologisk vil jeg gætte på, at en del kvinder opfatter autoritet som en truet position, som de måske godt vil tilkæmpe sig og forsvare i karrieresammenhæng, men ikke som noget, der i sig selv er sjovt og derfor værd at gøre i en hobby-sammenhæng. Men jeg skyder lidt i tågen her.

Sanne Harder sagde ...

Morten: Det bliver mere og mere pinligt med min hukommelse. Jeg håber Malik har for travlt med at flytte til at læse min blog!

For lige at runde Svansevang igen: Jeg prøver ikke at fortælle dig, Anders, hvordan du tænker. Jeg fortæller om min egen oplevelse. Jeg oplever, at der bliver talt om Mikkels "følsomme" scenarier på en måde, der gør grin med deres følsomhed. Og sært nok ikke af kvinder. Mine scenarier er mindst lige så føle-føleagtige, men dem er der ikke nogen, der griner af.
Jeg kan godt se, at hele mit indlæg let kan læses som en anklage, men det er det faktisk ikke! Jeg står ikke og råber "mandschauvinister". Jeg prøver at gøre opmærksom på nogle mønstre i samfundet, som også afspejles i rollespilsmiljøet, og som jeg synes vi bør gøre op med, fordi de af flere gode grunde er uhensigtsmæssige.

Troels: Tak for linket. Jeg har kun haft tid til at skimme afhandlingen, men den ser spændende ud, på mange måder.
Din pointe med "the male default" er præcis hvad jeg mente, da jeg skrev om at kvinder kan vælge imellem at spille mænd eller statister.

Hvad angår det med at være spilleder, er jeg lige så lost som jer andre. Jeg tager nogle gange på kongres uden at være spiller, men aldrig uden at spillede - det er mit "bidrag" til kongressen. Selvfølgelig er det risikofyldt: Man risikerer at gøre sig til grin i det miljø, hvor ens venner også er. Nogle gange risikerer man også at svigte sine venner. Jeg kan heldigvis kun huske en enkelt gang at have kørt et scenarie i vasken (min mands), og det sved.
Men det gælder jo lige så meget for mænd som for kvinder.