I 2010 tilbragte jeg fire dage i "narrativistisk summercamp", arrangeret af Simon Steen, Nina Runa Essendrop og Nynne Søs Rasmussen. Bag det fancy navn gemte sig et liverollespil om 16 gamle klassekammerater, der genforenes som voksne. Det viser sig dog, at en af dem er blevet overtaget af et rumvæsen - en bodysnatcher. Rumvæsenet er ude på at overtage alle de gamle klassekammerater, men det kan kun gøres, når personerne er i deres følelsers vold. Således gør rumvæsenet alt hvad det kan, for at bringe de andre ud af balance. Enhver der har oplevet at gå i folkeskole vil sikkert kunne forudse, at dette forehavende lykkedes rumvæsenet til fulde.
Jeg synes det var et godt scenarie. Men min oplevelse som helhed var mest af alt tankevækkende.
Oplægget til min rolle var en beskrivelse af Siv, sådan som hun var, da hun begyndte i børnehaveklassen. Siv var en social og velfungerende pige med stærke holdninger, som hun havde med hjemmefra. Mit forarbejde til scenariet handlede bl.a. om at opdatere hende, så hun var voksen. Umiddelbart syntes jeg ikke min karakter mindede påfaldende om mig, hverken før eller efter opdateringen. Men efter scenariet opdagede jeg, at jeg i stor stil havde trukket på begivenheder fra mit eget livsforløb. Vi havde halvanden dags intenst spil, hvor jeg (på nær to hviskede kommentarer) ikke gik ud af rollen, og hvis ikke Siv skulle fremstå papirtynd, var det nødvendigt at fylde hullerne ud. I løbet af scenariet begyndte Siv og Sanne gradvist at flyde sammen, og efter afslutningen kunne jeg konstatere, at jeg ikke kunne lægge rollen fra mig.
Selvfølgelig er der ikke tale om, at jeg troede jeg var min rolle. Men det var som om jeg havde tillagt mig nogle af min karakters vaner og tankemønstre. F.eks. var Siv typen, der altid ville melde sig som ordstyrer, og det gjorde jeg også straks efter scenariet, da vi holdt evaluering. Siv var kompromisløs vegetar, og efter scenariet havde jeg pludselig ikke lyst til kød, osv.
Det er ikke første gang, dette sker for mig. I 1997 deltog jeg i scenariet Endorphimore, som var datidens mest ambitiøse liverollespil. Arrangørerne havde bygget en cyberpunk-setting op i en nedlagt forbrændingshal. Det var meget intenst, og bagefter drømte jeg i flere nætter i træk, at jeg var min rolle.
Jeg har hørt flere udtryk, der mere eller mindre betegner min oplevelse. Arrangører bruger ordet "bleed" om når spillere bliver påvirket af deres rolles oplevelser. Desuden er der det meget omdiskuterede udtryk "immersionism", hvor spillere fordyber sig så meget i deres rolle, at de oplever rollens følelser som deres egne. I begge tilfælde er der tale om positivt ladede begreber, som i rollespilssammenhæng opfattes som mere eller mindre attråværdige tilstande.
Der var desværre ikke noget attråværdigt over det, der skete med mig, hverken i 1997 eller i 2010. Jeg er glad for, at Siv var et relativt velfungerende og venligt væsen, ellers havde det været betydeligt mere ubehageligt for mig - men under alle omstændigheder synes jeg ikke det er en rar oplevelse, at grænserne mellem min fiktive karakter og mig bliver udviskede.
Men jeg bliver nysgerring. Hvad er det, der gør, at rollespil har sådan en magt? Er det en slags hjernevask? Kan man faktisk konditionere sig selv, gennem specielle handlinger, til at blive en anden?
Jeg er på gyngende grund, for jeg er ikke særligt velbekendt med hjernens mekanismer. Jeg ved dog, at psykologer bruger gestaltterapi til at hjælpe klienter med at blive bevidste om den måde, hvorpå de indgår i deres omgivelser. Terapien er en slags rollespil, hvor klienten "spiller" at terapeuten, eller måske bare en tom stol, er en person fra klientens liv - typisk en autoritet - som klienten har et konfliktfyldt forhold til. Klienten kan nu tale frit med "gestalten", og sammen med terapeuten analysere relationen, for at blive mere bevidst. Gennem bevidstgørelse vil terapeuten kunne hjælpe klienten med at ændre sin adfærd og sine tanker om gestalten, så de bliver mere hensigtsmæssige.
Jeg har tit spekuleret på, om rollerne i rollespilsscenarier fungerer som en slags gestalter. En væsentlig forskel er, at hvor gestaltterapi handler om bevidstgørelse, forbliver handlingerne i rollespillet underbevidste og ureflekterede.
Når jeg spiller rollespil, stræber jeg efter at handle ud fra min rolles logik. Men alligevel kan jeg ikke undgå at trække på mine egne erfaringer, og på den måde tapper jeg ind i min egen identitet.
Hvad betyder det for mig, at jeg - Sanne, som gemmer mig lige under rollen - foretager mig bestemte handlinger? Det er jo ikke kun rollen, men også mig, der udfører dem, selvom jeg og alle spillerne omkring mig kalder mine handlinger for fiktive. Vi har en kontrakt om at alt, der foregår inden for den magiske cirkel, ikke skal tilskrives mig, men sandheden er jo, at jeg umuligt kan overskride mig selv: Jeg kan skabe en fortælling om, at jeg har en anden identitet end den, jeg i virkeligheden fortæller folk. Men jeg kan ikke overskride min egen fysik, og mine handlinger - endskønt de tager udgangspunkt i et andet rationale end de plejer - er stadig udtænkt af min hjerne.
Det spørgsmål, der presser sig på hos mig er dette: Bliver handlingerne en del af min identitet? Det er besnærende bare at affeje spørgsmålet, men måske det i virkeligheden er en ansvarsfraskrivelse. Hvordan kan det fx være, at visse handlinger overskrider den magiske cirkel, mens man kan slippe af sted med andre? Som nu fx sex, eller et bestemt niveau af fysisk vold. Det er ikke mig og mine medspillere, der bestemmer hvornår kontrakten ikke længere gælder. Det er normer, og disse er temmelig flydende.
Hos Hegel er mødet med det ukendte, og det at tage stilling til hvad man ikke er, et vigtigt element i identitetsskabelsen. Fiktionen er et spejl, som hjælper os til at tænke over os selv som tænkende mennesker. I forhold til rollespil er rollen, det fremmede, en prøveballon for vores identitetsprojekt, på linje med fiktion sådan som vi oplever den i film og bøger. Men der er en væsentlig forskel: Scenariet konkretiseres i handlinger, der ikke er fiktive, men reelle. Vi befinder os på et niveau, hvor det fiktive kun er fiktivt fordi vi påstår det.
Jeg kunne lige så godt have været Siv, som jeg kunne have været Sanne. Det eneste, der reelt skilte os ad, var vores biografiske historie. Så man isoleret på os i øjeblikket, var der tale om en total sammensmeltning.
6 kommentarer:
I anledning af mit kommende, erotiske Fastavalscenarie har jeg spekuleret en hel del over bleed. Og jeg er nået frem til, at bleed er en nem måde at skabe intensitet, men det skal slås og holdes nede. I sagens natur kan bleed ikke undgås, hvis man som spiller engagerer sig i sin karakter, men når der for alvor spilles på det, bliver det nemt noget rod, som det i bedste fald kan tage en rum tid at rydde op efter.
At skabe relevant og engagerende roller UDEN at bruge spillerne som brændstof i videre forstand end gennem almen livserfaring og spejling i en anden livssituation er i mine øjne både mere interessant og mere... udfordrende? ...end at løbe tungt an på bleed. Og chancen for at folk bliver kede af det er så meget mindre.
Hej Sanne
Godt indlæg. Dejlig med Hegel. Jeg forsøger at skrive noget fornuftigt senere.
Men ville mest af alt bare sige at din "dymaniske" blog ikke kan læses på iPad og det synes jeg er synd.
Jeg tror (uten å vite det) at det er relativt lett å endre deler av sin identitet HVIS man har en kontekst som opprettholder identiteten. Se f. eks. på hvor lett det er å få mennesker til å delta i folkemord, så snart samfunnet rundt dem forventer det.
Så snart man går tilbake til sin gamle kontekst - de samme gamle venner, samme arbeidsplass, samme forventninger fra samfunnet, samme biografi - vil det være veldig vanskelig å opprettholde den nye identiteten.
Men jeg tror også at dersom man opplever at den nye identiteten har noe man kan bruke senere - mer selvtillit, en bedre måte å uttrykke seg på, en annen måte å se virkeligheten på - kan man ta det med seg inn i det virkelige liv etter spillet, som et verktøy i verktøykassen.
Hej Sanne
Spaendende indlaeg.
Jeg kan ikke lade vaere med at taenke at dine daarlige (eller ikke attraavaerdige) oplevelser skyldes at du har haft et (for staerkt) naivt forhold til rollen som "en helt anden" og scenariet som "en anden verden". Det var en ret udbredt opfattelse at indlevelse hen mod et punkt hvor man selv forsvandt var atrraavaerdigt.
Den eskapistiske forstaaelse af hvad rollespil er, er heldigvis paa vej ud i kulden. Vi er altid allerede tilstede i alle de valg vi traeffer naar vi spiller. Rollerne er ikke en ferie fra os selv, men en gaaen paa opdagelse i os selv. Betragter man rollen som et skudsikkert alibi ("jeg skal ikke staa til ansvar overfor hverken mig selv eller andre ift min rolles oplevelser") tager man fejl. Det er ikke saa uskyldigt som vi nogen gange gerne vil have det skal vaere.
Naar vi paastaar at vores handlinger er fiktive er det i mine oejne et ganske en ganske staerk konstruktion: VI paastaar... Vi er altsaa altid allerede ogsaa tilstede som det vi er udenfor fiktionen. Derfor koeber jeg heller ikke din afsluttende bemaerkning om total sammensmeltning. Store foelelser kan faa os til at glemme fortid og fremtid og fokusere paa oejeblikket, men det er vel ikke saa forskelligt livet som saadan? Omvendt foelger heraf selvfoelgelig at hvad der sker i spil kan faa utilsigtede konsekvenser uden for spillet og det skal man vaere klar over inden man gaar i gang.
Frikard
Hej Sanne
Når jeg læser om dine oplevelser kan jeg ikke lade være med at tænke på hvilket indstilling til spillet du som udgangspunkt har haft. Forestillingen om rollespillet som noget Helt Andet som man kan nærme sig ved at fjerne sig fra sig selv, er heldigvis på retur, men med den forestilling forsvinder også en form for uskyld; når jeg tager i skoven som en af sortelverdronningens slaver siger det mere om mig end jeg måske vil være ved. Og det er jo på en gang trist, men også virkelig spændende. Vi kan lave spil om ting der faktisk betyder noget.
Jeg køber ikke din tanke om at Siv/Sanne-sammensmeltningen. Når vi skelner mellem spil og virkelighed ved at aftale at "det ikke gælder" så er det i mine øjne en ganske stærk kontrakt; forudsætningen for at være med er at man kan forstå det og at man altså derfor altid allerede er bevidst om præcis det forhold at "vi bare finder på". Man er altid tilstede som sig selv før man er tilstede som rolle. Det betyder ikke at man ikke kan opleve situationer hvor store følelser og situationer der kan forandre ens liv uden for spillet, men det adskiller sig ikke fra livet som sådan. Og det er jo som før nævnt en bittersød erkendelse.
Frikard
Johs: Jeg (tror nok) jeg har fikset den manglende iPad-kompatibilitet. Beklager - det var et eksperiment.
Send en kommentar